Nedenstående tekst er et afsendt brev fra år 2006. Det har nok nærmest karakter af en bog, men det er altså et brev, der blev afsendt til de involverede på daværende tidspunkt. Dem elsker jeg i øvrigt troligt godt som det vel stadigvæk er almindeligt og lovligt at gøre.
******************************************************************************************************************************************************************************
PPPB – Jens, et mellemværende i al evighed, om Niels Bertram Aunstrup Mortensens hjerte og livs fremtid: Hans mor og fars.
HØR VENLIGST BARNEHJERTET TALE
LæseØrevejledning v/J.H.Mortensen
Ord påvirker os, vi hører hinanden sige noget, vi læser måske, hører jokes på havnen og ellers rundt omkring. Ord er mange ting, forbinder mange sammenhænge, giver os noget at orientere os efter og holde hinanden fast på. Love og lovgivninger er sådanne ordsamlinger, biblen er en ordsamling – de orienterer os som samfundsborger og som menneske i livet. De vejleder os.
Ordstrømmen er i vor tid ikke blevet mindre. Industrialiseringens masseproduktionsform fandt vej med medieindustrien og til uddannelsessektoren, hvor det med tiden er blevet et overlevelsesvilkår for den branche, de menneskers liv at producere en masse bøger, teorier, journalistik, mv. Og det sætter sit præg på livet. En masse-ordproducerende sektor i systemet smitter naturligvis af på det liv, der er underlagt samfundslovgivningen. Os alle sammen.
Stadigvæk må vi bare ikke glemme, at der er magt bag de ordsamlinger, vi er underlagt her i livet. Ikke altid vores magt i forhold til det nærværende liv, men virkelighedens magt, samfundets og livets, som det leves og kommer indefra. Vi må ikke glemme det, for det er vel godt at vide, at det er sådan det er - før man hører forkert, tager fejl og som vi véd kan ske bliver fanget i orkanens øje eller hvad vi nu skal kalde det. (I har en søn, der var tæt på og det handler brevet også om).
Det kan med andre ord være svært at høre forskel på livets ord og de mange ord i omløb. Livet kan føle at det gælder sådan og sådan, blive viklet ind i opfattelser, ideologier og formuleringer af, hvor kræfterne skal sættes ind – for lige pludselig at befinde sig i orkanens øje og blive holdt fast deri. Uden at have noget som helst at skulle have sagt. Og det er da ubehageligt, det er livet ikke tjent med. Det kan være svært at høre forskel på, hvilke ord livet skal tro og således følge - hvornår er det f.eks. holdninger, man som person kan have i forhold til tingene, hvornår taler lovens ord og hvornår er det livets egne ord?
I det kommende vil I møde en herrens masse ord, men det skal ikke afskrække Jer. For ligesom man ikke skal høre efter alle noderne i musikstykket, men selve musikken, sådan høres brevets budskab. Øregangen i teksten er barnehjertets som barnetroens voksne holdning. Der indledes, hvor vi sidst slap og jeg nok engang kunne nyde Jeres gæstfrihed, gode vin og mad. Omstændigheden var mindre lykkelig, så jeg er straks videre i sagen.
Derfor griber jeg i egen barmdom i ønsket om at tydeliggøre, hvad der tiltaler mig og gør sig gældende i livets stemme hos mig, min persons holdning af tidens tand og tunger. Blyanten spidses og tegner fremtiden, i håbet om at Jeres ører kan høre den. Det handler ikke om mig, selvom der er megen selvforståelse – men om at synge klart og ikke falsk ind i livets øregang. Historien er ikke min slet og ret, men også Niels Bertrams og Niels Bertrams mors, så de mange jeg’er er forsåvidt livets egen måde at forholde sig til omgivelsen, til tiden og andres liv som det har gjort sig gældende og stadigvæk gør. At skille tingene lidt ad, for klarere at se, hvordan tingene hænger sammen.
Dog skal der ingen tvivl være om ansvaret for brevet. Jeg står inde for det personligt, hvorfor det også er en faderlig handling. Det er en bøn for os alle og således et håb. Høres det ret som ønsket så talt hos Jer som hos mig vil gentagelse ingen undtagelse være udover den, der bekræfter reglen, der følges: hjertets sanden. Det gennemgående tema er: livets dannelse, erfaringerne med dét og deres rolle i forhold til vores fremtid. Hvad vi alle må gøre uden at smøre os selv med fedt om hjertet hedt
Måske vil der være anvendt ord og begreber, der er uvant for Jer eller som jeg bruger på en anden måde end I er vant til. Men da I jo må kender mig rimelig godt, tror jeg såmænd nok I vil fange det væsentligste. Det står ikke i brevet, men stiller sig i livets lys for fremtiden som det kommer ud af fortiden vi hver især kender. Jeg stoler på Jer og véd I kan læse. - Må krystalklare lys i hjertet høre: talen, der aldrig forstummer.
God ørenlyd og læs lyst
******************************************************************************************************************************************************************************
INDHOLD (Se bort fra sidetalene her på nettet)
KÆRE SVIGERFAR OG SVIGERMOR 5
FORORD 5
FRA NATUR TIL LIVETS NATUR 6
FRA SNAKKEN TIL TALEN 8
FRA HJERTETS HØRELSE TIL HANDLING 10
VARETAGELSEN AF LIVETS ARV 12
VÆRD AT VIDE OM NIELS BERTRAMS MOR OG JENS 13
GLÆDEN VED SANDHEDEN 16
FADERLØSHEDS-ERKENDELSEN 18
BARNEHJERTETS STILLINGTAGEN 19
DEN VIDERE IDENTITETSDANNELSE 20
SVIGTENES BEKRÆFTELSE AF FORNUFTSTÆNKNINGENS SYSTEMER 21
LIVSFORSTANDEN 22
MENNESKEKROPSLIVET FREMFOR FORNUFTSBORGERLIVET 24
INDRØMMELSE AF SIT EGENTLIGE HJERTE 25
SKYLD OG FORSTÅELSE AF DENS GRUNDE 28
OM NIELS BERTRAMS MORS GRUNDE 30
UVÆSENETS BOPÆL I HJERTET 31
OM BUDSKABETS SANDHEDSTRYK I MENNESKELIVETS HJERTE 33
HERFRA, HVOR JEG STÅR 34
SORGENS VÆSEN I GLÆDENS SANDE LYS 36
LIVETS DANNELSE 36
EN SKUFFELSE 41
KLARHEDEN 42
OPSAMLENDE GENTAGELSE I EN LANG TANKE 46
NOK ENGANG AF KÆRLIGHED TIL NIELS BERTRAMS MOR. (OG FOR ARVEPRINS KNUD!) 50
OPLØFTNINGEN 52
KÆRE SVIGERFAR 53
FORSTÅELSENS SIGTE 55
I KÆRLIGHED 59
DET VOKSNE BARNS KÆRLIGHED FREMFOR BARNETS? 60
FORELSKELSEN NU 64
BILAG FOR TIDEN 72
”OVERINTELLIGENS”? 72
DET SØLLE HOS OVERINTELLIGENTE 76
MEN FORELSKELSEN 82
Kære Svigerfar og Svigermor
FORORD - i forlængelse af sidst vi sås
Jeres kærlighed til Jeres Børn er stor, det kan jeg se og mærke. Den kærlighed ønsker jeg ikke at blande mig i, for kærligheden er jo ikke op til os, men livets natur. Det må gå godt som det kan med de kræfter, der er involveret med hensyn til blodets bånd.
Mine måske enerverende lange kærlighedsbreve har et ærinde, men er ellers ikke et udtryk for, at jeg på nogen måde ønsker at belemre Jer med lange taler om mit livs alvor eller andet. Hvad man nu kan forestille sig. - Svigerfar gav udtryk for, at jeg fortalte min livshistorie, hvilket jeg naturligvis også på sin vis gjorde. Men for mig er det ikke bare det. Sammenhængen, hvor livshistorien kommer på tale er ikke lige meget.
Man fortæller ikke sin livshistorie til gud og hver mand. Gud behøver man for det første ikke fortælle den til! – ha, ha - for det andet har Niels Bertrams Mor og jeg ansvar for en livshistorie. Og den skulle vel helst blive så god som mulig. Livshistorie er ikke kun et personligt anliggende i mine øjne. Jeg har på ingen måde ønsket at hælde vand ud af ørerne. Det håber jeg I er klar over.
Under alle omstændigheder véd I noget om, hvordan jeg har haft det med det akademiske, som jeg har stiftet bekendtskab med det og givet udtryk for det. Hvordan jeg har det med for store fornufts-systemer, postvæsenet og det, der sker med livet derved - verdenssituationen eller lign. Derfor tror jeg også I véd, at mine måske mange ord ikke er udtryk for, at mine livsholdninger og måde at tænke på i den livsmæssige sammenhæng: er særlig eller specielt akademisk præget. Der er blevet fyldt på, men stammen er den sammen.
Uddannelse – det er godt, det skal der til. Den norm har også jeg været underlagt; den har også mine forældre måtte holde sig til, måtte tage stilling til. (Som også jeg vil gøre det til sin tid). Og derfor er jeg så blevet gelejdet til at påbegynde en uddannelse sådan som skolens vurdering og rådgivning nu åbnede dørene – og jeg selv fandt lyst til at gå igang med mit videre liv.
Det betød så ordenes verden for mit vedkommende - for at sige det kort! Mange ting har ændret sig de sidste 10 år og vi må vel alle korte lidt af! Det som jeg i mit liv imidlertid har holdt fast i hele vejen gennem den både pædagogiske, den systemmæssige vejledning og i mødet med de undervisere, der har præsenteret os (min generation og jeg) for alskens teori og lærdom – det er livets natur.
FRA NATUR TIL LIVETS NATUR
Naturen som mit liv lærte den at kende på mine knæ, på marken med en kurv i de lange kartoffelrækker – fordi alt jo skulle med (det har sikkert handlet om kilopris!). Naturen som den tunge ”mo”-skovl og –bør bag de nogle og tredive køer, det klistrede bræt på møddingen, lort op om begge ører, osv. lærte mig at kende den. Naturen som det er, stadig er, men også var på landet.
Men også naturen som familie i den omgivelse. Også naturen som min mor, der ikke fandt sig i mit temperament, min ophidselse over at skulle løfte den forbandede ”mo”-skovl op gennem halmens tråde og møg, op i den gamle ”mobåre”, f.eks. Naturen som en far, der knoklede røven ud af bukserne med malkekvæget og landbruget altimens han gik på ”systemets” 8 timers arbejde. Enten som elektrikeren han er uddannet som eller skraldemand, maskinstationsmand og hvad der nu var inden for rækkevidde for et arbejdsomt menneske, der selvfølgelig selv skulle møge ud bag 70 køer, før han skulle i skole i sin tid. Naturen som det at hjælpe til, for at familieenheden kunne bevares og vi tre børn kunne få en dejlig og lærerig barndom, som mine søskende og jeg uden tvivl har haft. Det véd hjertet.
Endeligt er det jo så også naturen som alt det indimellem. De 5 ugifte slægtninge i det gamle stuehus f.eks. Signe og Ejnar, Laurids, Jennys og Hans; (Min farmors søskende). De kom fra vestjylland, Holmsland Klit og Ringkøbing og var i mine øjne med i den kulturelle bevægelse man i dag i folkemunde, hvis man ellers kan høre det længere, kan forstå som: opdyrkelsen af heden. Det er nok en sandhed med modifikationer, men alligevel: Jenny, den ældste ugifte var fra 1895.
– Livet på landet følgede naturens gang og derfor de samfundsmæssige slag lidt mere på afstand. Der var verdenshistorie i deres, de gamles liv, som jeg ikke kunne undgå at høre i forhold til de noget mere standardiserede velfærdssystemmæssige 80-skoletiders undervisning. F.eks. var den yngste, Signe, i arbejslejr i Tyskland i 30’erne – og forstod det som et højskoleophold. (For senere at indse at det måske godt kunne være, at de kvinder, der kom fra frankrig, polen eller hvor det nu var, måske var lidt mindre heldigt stillet i livet. Arbejdslejre var vel i starten noget med at organiserer fattigdommen i Europa!). F.eks. var én af de fem ugifte søskende, Hans – ham min far købte gården af – modstandsmand. En anden bror var nazist. Det var holdninger, politik, dengang. Men familie, det er jo familie. Livet på landet følgede naturen og sådan opfattede og mærkede man så også livets natur. Jenny var bedst og hurtigst til at bundte neg. Ejnar forstod sig på heste og sener Hestekræfter, det var hans Kadet-bil, jeg arvede, så længere er det jo ikke siden. Laurids forstod jeg ikke, men han røg den sidste stump cigar i piben og talte om, hvordan man engang lavede SIM, hvorefter han gjorde sådan med hænderne: kørte dem drejende sammen. SIM var vidst reb, man vred og på den måde snoede sammen – men Laurids havde købt sig en Puch, som bare stod og ventede. De boede alle i karlekamre det meste af deres liv og meget mere. Det har I hørt om.
Og sådan skulle det så gå for mit vedkommende. Min første uddannelsesretning blev boglig og jeg lærte ordenes virkelighed at kende. – Men pointen er: livets natur bag ordene hænger ved, og ikke kun min natur. Derfor er det vigtigt for mig, at man forstår, at hverken politikere, akademikere eller lovgivningen for den sags skyld har patent på ordet. Jeg skriver ikke for at skrive, jeg skriver, når der er liv på tale. Blod. Jeg taler af hjertet. ORDET er en tro, livets natur er stillet i, hvis man er døbt. Det er personligt livsforbundet og således ansvarligt.
Og sådan har jeg altid hørt ordet som det bliver talt af livets folk, både når det gjaldt den oplysende frie samtale, men også når det gjaldt livet og livets fremtid. Det vil sige, jeg hører også de ord, der ikke bliver sagt. Eller ikke bliver udtalt af liv i næstekærligheden.
Og det er derfor jeg har sendt Jer Niels Bertrams Mors breve. Jeg har ønsket at I måtte høre med, fordi jeg ikke blot respekterer Jer, men fordi jeg ville og stadig ønsker Niels Bertrams Mor det bedste i hendes liv. Af samme grund har jeg søgt Jer sammen med Niels Bertrams Mor, at være sammen med Jer, være på god fod. Og nydt det! - Forældrene skal med ellers kan man ikke kende personen ret og elske vedkommende ordentligt derefter. Sådan ser jeg på det.
Derfor sender jeg også dette og hvad der hører med. Livets natur er sådan, at vi er forbundet resten af vores dage og jeg ønsker ikke, at det skal være det tavse ord, der skal tales eller vinde magten i det lange løb. – I så fald bliver det Niels Bertrams kød og blod i hjertet. For sådan er naturen jo også, når man er døbt. I ved besked.
Det er grunden og det betyder ikke, at jeg forventer at I som sådan skal svare. Kun har jeg ønsket, at I måtte vide besked om, hvordan jeg forholder mig til Jer, Jeres datter – til Niels Bertrams Mor og Niels Bertram. Jeg nærer den dybeste respekt for familieanliggender. Så det jeg ønsker hermed måtte være hørt er, at ord ikke blot er en masse ord for mig. Der er liv og hjerter bag som der også vil være fremover.
FRA SNAKKEN TIL TALEN
Men det, der måske er vigtigt at bide mærke i omkring det skriftlige ord – det er, at der er flere ting, der kan siges og virke befordrende end det så ofte er tilfældet med det talte idag. Ihvertfald synes det for mit vedkommende som om, at der ikke længere er den samme forståelsesmæssige kontakt, ørenlyd mellem det talte ord og livet, der taler i det.
De mange uddannede taler ikke, de skriver ordene udover tungen, så andre må synge, der er noget i luften, men hvor blev det af. Nogen skriver når de taler det synlige (læste og sete), andre taler, når de skriver det usynlige (personlige mellemmenneskelige livsbundne). Endeligt skal vi have resten med, den store masse, os alle sammen i massekulturens sociale vold og uendeligt upersonligt bekræftende snakken. En snakken, jeg anser for umanérligt ærgerlig, synd og skammelig i forhold til livets videre beståen. Ærgerlig, synd og skammelig idag som ind i fremtiden, fordi mange mennesker således først altfor sent i forhold til livets gang får godt fat om deres person. For snakken betyder jo blandt andet, at det er blevet sværere at tale sammen og forstå hinanden som sig selv: sæt nu man fortalte sig, kom til at sige sandheden – så kunne man jo støde ind i, at ens lykkelige indbildninger om sig selv skulle sprænges og klirre som glas. At være menneske i et glashus fuld af spejle, det er hvad det er, sådan er tiden - men at bo til leje i spejloverfladen på et glashus med sin person, det er hjerteløst - glæden usand, sorgen uægte og begæret afmægtigt!
Kampen for ens eget er først og fremmest kampen for et rum at vokse og udfolde sit personlige liv i og gennem, lære det bedre at kende (dømmekraft) - så det kan gøres godt og smitte af på omgivelsen i den balance. Derfor er f.eks. boligkamp jo ikke blot et spørgsmål om et sted at sove med tag over hovedet – men ligesåvel et spørgsmål eller et nødråb fra livet selv om, at få lejlighed til at helbrede sig selv, så det ikke skal erfare og danne sig selv, sin selvforståelse som værende hjemløs i livet og hvad deraf følger af belastninger af omgivelsen og dens medmennesker. (Og jeg var så nået dertil, hvor ens eget skulle blive ens sammen, et personligt liv i familiens fremtid). - Fratages livet det personlige rum for mange gange eller har det ganske enkelt aldrig oplevet det, så det kender behovets livsansvarlige vigtighed, så ophører kampen for ens eget liv, sådan at forstå at man en skønne dag må sande, at man egentlig aldrig har levet sit eget liv, men blot fortsat andres afmægtige livsførelse gennem sit eget. F.eks. ens forældres, f.eks. krævende normer fra omgivelsen, osv. Livet ned ad bakke, fordi det kommer til at handle om overlevelse, en bevægelse, der aldrig vil kunne udvikle det personlige ansvar i livet, at kunne give, hvor behovene opstår. Det er kanske hårdt og brutalt livets natur – men høres ordet i det, så er der lys som kærlighed i det. Og uden det vil der ikke være noget at tale om her og gøre dermed. (Niels Bertram har ikke sit personlige rum, forstå det venligst).
FRA HJERTETS HØRELSE TIL HANDLING.
Det er generelt set blevet svært at høre, hvor livet vil hen med os, så vi kan tage vores forholdsregler i tide – og med vores liv som indsats give det en bedre udviklingsretning. Men det hjælper vel ikke at undlade at høre efter af den grund, så godt man kan og helst bedre. Givet er det i det mindste, at den samfundskultur vi lever i ikke i nogen nævneværdig grad formår at give livet en almen livsbefordrende retning. Derfor er det naturligvis som altid også givet, at mennesket selv må tage affære. Verden kan ikke reddes, men det har jo heller aldrig været verden, der skulle reddes. Derimod livet. Verdenssituationen er kun interessant, værd at følge med i, hvis livet dermed bliver bedre stillet. Er det ikke tilfældet, ja så må livet vel hellere ændre synsretning og se andre veje. Min far f.eks. sidder dagligt og kigger ind i brændeovnen istedet for fjernsynet og det forstår jeg godt. Mennesket må selv tage affære, selv gøre noget, hvis livet det mærker i verden og samfundskulturen er et livsfornægtende et af slagsen. Hvis livet det mærker i verden er blevet et menneskeliv, der præges til at føle, tænke og handle på livsafkræftende vis, fordi det er blevet normalt. Den normalitet må brydes og mennesket kan kun gøre det selv som liv med sin person som indsats.
Det er svært, hvordan gør man det? Der er vel ingen patentløsninger, når det er livet, der skal vise vejen og ikke gammel verden- og samfundsorden. For livets iværksætter-mulighed, mulighed for nytænkning og nye måder at forholde sig til den magtfulde sociale ”orden” kommer kun eller stilles først og fremmest hos den enkelte person. Idéen om at vi alle sammen kan vise os selv vej sammen er håbløs, fordi ingen kan se skiltene, når snakken går og musikken spiller. Og at tro at et system kan gøre det er det samme som at tro at en, omend velsmurt og finjusteret, maskine kan udvikle livet – og således som opfattelsen deraf opstår: få hjulene til at køre rundt. Mit liv har ben at gå på! Og de skal nok gå.
Min ansvarsfølelse for livets gang står i høj kurs hos mig. Og det har den altid gjort. Men det betyder ikke, at jeg som sådan indenfor sikkert mange af tilværelsens områder er bedre til at efterleve den, leve op til den. Men jeg gør det, det er en leveregel om man vil. Den er der bare på sin måde. Den er der, men den inkludere på én gang den personlige udvikling af mit liv i livet med de mennesker, jeg er forbundet med. F.eks. som ”leder” i postgruppen – den personlige udvikling som leder sker ikke uden den personlige udvikling hos medarbejderne. Sådan er livets natur. Man kan sagtens bilde sig ind at være leder og have udviklet sig, fordi der er skabt gode resultater på papiret. Men det er i mine øjne intet, når livet ved de forvredne hofter, slidte knæ, knækkede psyker i såvel unge som gamle aldre er prisen. En sådan leder har ikke udviklet noget, han har afviklet fremtidens potentielle livsmuligder. En sådan leder har ikke udviklet sig selv som leder eller rettere sagt: de målsætninger han har skullet følge og fulgt har udviklet ham af livet og indviklet ham i samfundsverdens gang, så han kanske tilsidst slet ikke kan høre, mærke eller se livets personlige gang i menneskene. Men er det normalt?
(Sådan gik det ikke mig, for jeg stoppede - men sådan var det nær gået mig i min udvikling på universitetet og som det jo så har taget mange år at få aflært, afviklet igen. Jeg har undertrykt en udvikling hos mig selv og begyndt en anden, for ad den vej at blive hel igen. Det fascistoide kærlighedsbegreb, de videnskabelige sandheders vold mod livet, som samfundspræget, dannelsespræget af og med samfundsordenen - skulle ud, ikke have lov at vinde. For sådan ville jeg ikke være far, mand eller menneske. – Det er en måde at sige det på).
Min ansvarsfølelse for livets gang inkluderer på én gang min egen personlige udviklingsmulighed som andre, jeg er i berøring med – samt derigennem livets. Og det sidste er svært at forstå, som også svært for mig at forklare. Hvorfor véd jeg noget om livet andre ikke véd? Og hvorfor slipper jeg ikke udenom at tage vare på dén indsigt? Det må guderne vide hos Gud. Givet er det, at den selvstændighed, den livets selvudviklingsmekanisme, som min person må finde sig i, den tillægges mig efterhånden af det sociale mellemmenneskelige spils erfaringer, rummelighed eller mangel på samme, som værende mit personlige ansvar alene.
Men det er det ikke. Jeg tror bare, at jeg tager det på mig med mit personlige liv som indsats. Selvstændighed er at høre sit eget liv og hjerte slå og vokse med det. Jeg véd at jeg sanser godt, ser og hører mere mellem linierne. Men jeg véd også at andre gør det – når det er livets hjerte, der sanser. Så det er forsåvidt meget normalt. Jeg véd imidlertid også, at jeg skal bekræfte den sans, de sansninger, der opstår indimellem snakken, indimellem gøremålene, tingene, osv. Ellers bliver det personlige liv usan(d)synligt, det personlige ansvar i livet bliver forlorent, hvis ikke vi hører livet tale i os selv som andre. Og da bliver livet en udvikling for såvel andres som mit eget personlige liv, der ikke lærer at kende sig selv godt nok til at kunne skelne sit eget liv fra andres og derved tage et personligt ansvar for livets skyld. Og ikke for så meget andet.
VARETAGELSEN AF LIVETS ARV
Alt for mange bilder sig ind, at alt i verden eller bevidstheden handler om livet og tror således verden som deres eget liv. Når ”de” så efterfølgende, på et tidspunkt og henad vejen, søger og må tage afstand fra alverdens dårligdomme, må sortere - ja så kommer de jo til at tage afstand fra sig selv og måske endog de mennesker, der elsker dem. Fordi de har sammenblandet tingene. Man kan sige: livet, der fortaber sig i verden og ikke finder magten til at hæve sig op af verdens søle uden at bruge den udvendige magt, der netop skaber verdens søle – det liv sætter verdens søle og dårligdomme i arv. Og således bliver egen livsførelse ensbetydende med fremtidens dannelse af livet og fremtiden. Livet hos os skal skelnes fra verden, hvis ikke det er verdens søle, der skal sættes i arv.
Men der findes råd for det, der findes udvej, livet kan blive godt igen, hele sår og tage fat påny. I Niels Bertrams Mors og mit tilfælde med ansvaret for os selv som Niels Bertram behøver fremtiden ikke at være sat af endnu. Men den er det kanske allerede på visse afgørende punkter? Det må tiden vise. Jeg forholder mig åben sålænge jeg kan. Jeg gør det personligt, på min måde, ifølge min ansvarsfølelse, med indrømmelse af skyld osv. – fordi jeg véd som jeg gør om livets selvstændighed - fordi jeg tror på Niels Bertrams Mor og Niels Bertrams eget liv, elsker det og altid vil være en del af det. Og fordi jeg således med sand glæde altid vil og ønsker at være en del af Jeres liv på en god måde.
Allerhelst sammen i respekt og kærlighed for hinandens personer, livets fremtid, Jeres som Jeres børns – ”vores”, Niels Bertrams Mors og mit som Niels Bertrams. For derigennem kan livet mest, vedkende sig sin natur, lære personligt af det og Niels Bertrams blive sammenhængende. Det er ikke lige meget om ens hjerte leves i sorg og hvordan det tackles, for det smitter af på omgivelsen og går i arv, ikke sandt. Den arv kan brydes, hvis man tror på kærligheden og ser sandheden i dens øjne. Indrømmer sit eget gode hjerte med vedkendelse af sin skyld, for derved at vende tilbage til sig selv med fornyet styrke.
VÆRD AT VIDE OM NIELS BERTRAMS MOR OG JENS.
Som I måske kan høre har jeg fået lejlighed til at tænke grundigt over tingene, at indrømme den jeg også er, men som har været undertrykt. Og nu kender I mig jo efterhånden. Det var nødvendigt med en pause i mit liv. Men jeg turde ikke slippe Niels Bertrams Mor, for jeg er gået ind i forholdet med min person som indsats og det hverken kan eller skal fornægtes, men befattes med glæde – jeg turde ikke slippe, fordi Niels Bertrams Mor havde sluppet sig selv i sig selv. Sådan var min angst; Niels Bertrams Mor har sværere ved at tro og udvikle sig af ting på samme måde – og det er så ærgerligt, i mine øjne, for man går glip af så meget af ens eget hjerte derved, det får ligesom aldrig lov.
Vedholdenhed er en styrke, en vilje til et godt liv, der tør indrømme den kærlighed, der altid er, så den kan få lov at vokse og blive til mere en blot fastlåste billeders krav om følelsesmæssig virkeliggørelse. Ikke at sådanne billeders krav om følelsesmæssig virkeliggørelse skal fornægtes, de skal bare ikke tilgodeses koste hvad det vil for fremtiden. Der må søges en mellemvej, en bedre forståelse af og for sig selv i forhold til det man er i. Livets hjerte er mere end tidens billeder, alderens trang, m.m. - Men vedholdenhed og vilje kan også både misforståes som værende overlegen magt uden kærlighed og derved ramme en selv, selvom man netop gennem en sådan vilje måtte have tilsidesat sig selv for at give plads og rum for det personlige hjertes synlighed, fattelse og fremtidige livsmulighed. Hos sig selv som hos den anden.
Og der tabte ”jeg” i forhold til helt andre afmægtige og således - som vi forstår f.eks. vold som udtryk for livets afmagt – ganske stærke livsfornægtende kræfter. Selvfølgelig er det nødvendigt at fortrænge og isolere dårligdomme hos sig selv, men på sigt får det afhængig af måden man gør det på skæbnesvangre konsekvenser, fordi man kan komme til at tilsidesætte sig selv som livets fremtid derved. Og sådan kan mennesker så komme til at holde hinanden i skak på dårlig vis, fordi de ved tilsidesættelse af sig selv kommer til at tilsidesætte det samme hos medmennesket på tilsvarende måde. At kunne indrømme hin anden som sig selv er afgørende, hvis man skal få noget godt og bedre ud af det. Og det skal vi da.
I den livssituation forstod jeg både Niels Bertrams Mors person og min person være stillet. Min person var i færd med at blive tilsidesat på universitetet, hvorfor jeg brutalt mod mig selv afbrød den akademiske rolles udvikling hos mig – for at redde og bevare noget mere oprindeligt, ægte, fra min persons barndom. Glæden ved at være til i livet med krop og sans for det, med livets kærlighed i hjertet; barnetroen. Men det var ikke sådan lige at gøre gennem opholdet hos skilsmisseramte Min morbror, med malerlivet, bajer og så videre. Og heller ikke sammen med Niels Bertrams Mor.
Jeg forsøgte med resten af min universitets-beskadigede fornuft, resterne af, hvad man også kunne kalde overjeget hos mig, hvis man bedre kan forstå det på den måde – jeg forsøgte på én gang gennem det liv og den fremtid Niels Bertrams Mor og jeg gik ind i sammen at udrede såvel Niels Bertrams Mors som mit personlige hjerte. Så de kunne smelte godt sammen. Det troede jeg på og derfor var jeg sådan set ikke bange for at gå igang. Hjertet slog og det skulle nok gå altsammen henad vejen. Jeg var lykkelig over at komme igang med min egen fremtid langt om længe: familietiderne.
Men det gav også for meget at se til og slæbe rundt på - der var en uligevægt i forståelsen af, hvor vores eget hjerte, vores egen person lå gemt eller var låst. Man bliver selvfølgelig alt muligt henad vejen, bærer præg af livets miljøer som man går gennem dem og lever med det, bruger af det. Og Niels Bertrams Mor var i mine øjne mere afklaret - eller mere ligeglad med fortidens indvirkning på hendes liv – mere end jeg kunne tillade mig at være, fordi min person ville have noget med ud af sin utrolige barndoms glædelige og forstående oplevelse af livet i sin orden. Og selvfølgelig også fordi, jeg havde vundet et kulturelt overblik, en landlig bondsk, social halvjyde-halvsjællænder, naturvidenskabelig-filosofisk-teologisk indsigt i, hvordan livet kan forme sig, hvordan det kan blive, hvis man mærker og tænker efter henad vejen og forholder sig til det. Tror på det, mærker livet i en, det personlige – og ikke verden og andres fortrædeligheder i en. Der skal være tid til at mærke livet, der leves ordentligt og sætte sit præg på det: holde det gode fremtidssigte for øje. Tid, ikke blot tid til flugten udi underholdningsindustrien eller lignende; de billeder der derved skabes kan ikke noget i forhold til livets udvikling.
Og sådan gik det så til, at jeg fik en lang og tiltrængt pause, så der kunne blive sorteret lidt ud i tingene. Og Niels Bertrams Mor som jeg så af sandfærdig kærlighed til hendes liv kan sige det, har valgt at give sig selv en pause ved at gøre en mand, der elsker hende af et godt hjerte og vil hende det bedste, Niels Bertrams far, til to dage hver fjortende dag. Altimens en anden mand kanske er i færd med at rode med både Niels Bertrams Mors og Niels Bertrams hjerte og livs fremtid. Det er helt galt for alles vedkommende. Men vi må vel så bare lade ham ligge, lade det ske? Indtil videre, indtil I har hørt, hvad jeg siger dermed. Hovedformålet er, at vi alle skal være tjent med det her.
GLÆDEN VED SANDHEDEN
Det kan tænkes, at I opfatter mig på en bestemt måde i forhold til visse ting – og måske har haft svært ved helt at lure mig af, mærke eller forstå mig ret. Men det er der måske ikke noget at sige til set i lyset af, hvad mit liv har måtte stå igennem og stå model til. Ikke dårligt som sådan, men anderledes glædeligt. (Man gemmer jo også på noget til senere, til bedre tider, arbejder sig henefter dets udfoldelse). - Det skal ikke forståes uden samtidig også at betyde noget for livet. Og ikke blot mit. For som sagt er min person sådan indrettet, at den har det svært med ikke også at forstå sit eget liv som værende andres tildels. Livet er noget vi er i allesammen og derfor er måden vi tackler livets præg jo afgørende for, hvordan livet kan opleves for fremtiden.
Det er afgørende at kunne forsørge sig selv og sin familie. Ingen tvivl om det. Arbejde kan både Niels Bertrams Mor og jeg, det har vi lært og set nødvendigheden i. – Men der er også noget andet, der er langt mere afgørende for at livet skal blive godt, som jeg har været inde på ovenfor: det personlige ansvar for sit livs dannelse og hvad deraf følger af beslutninger, konsekvenser, skyld, undladelsessynder og prioritering. Der er noget, der ikke må nedprioriteres. Og det er kærlighedens glæde ved sandheden, forståelsen, troen og de sanser, der følger deraf. Naturen og livets orden i og med det. Det slipper livet ganske enkelt ikke godt fra at nedprioritere. Jeg tror det forværres ved det.
Derfor må jeg tale som jeg gør. Og fortælle Jer, hvad jeg har fundet frem til omkring livets bevægelse – hos mig selv, gennem min person, men altså også i forhold til samfund og ikke mindst familie. Jeg er far for Niels Bertram og det er mit ansvar at være far for ham, så godt som muligt. Og det sidste er vigtigt. For det er ikke givet at afmægtige kræfters spil i Niels Bertrams dagligdag kan udredes på to dage, hver 14. dag af hans far. Og det kán forståes uden derved at opfatte bitterhed, vrede eller sorg – men derimod kærlighed og glæde ved sandheden og det hjerte for fremtiden, der åbnes derved.
FADERLØSHEDS-ERKENDELSEN
– Om fædres svigt og dets betydning for børnenes liv og hjerte. (Og moderens rolle!?). Om begærskræfter, fornuftsmagten og det personlige hjerte i sine erfaringer deraf.
Jeg har ikke været faderløs. Jeg har en far og har altid haft en far. Både før mine forældres skilsmisse på almindelig vis, men også efterfølgende - på min vis, på mit initiativ. Som sidstnævnt begynder så en nødvendig overlevelses-reaktion i barnet og således naturligvis livsbevendt. Men i det lange løb i forhold til uddannelse, i forhold til samfundet, i forhold til familiemuligheder, i forhold til at finde og mærke sit eget hjerte, ikke speciel livsbefordrende. Ikke når det vurderes i lyset af muligheden for en personlig udvikling i balance med hjertet på rette sted, for derved at give sig selv godt videre ved sine børn, ved sin søn.
Ihvertfald begynder en vedblivende indre kamp for sit hjerte, der godt kan gøre livet hårdere end det behøver at være eller fortsat blive. Omvendt skal det være sagt med det samme, at kommer man til erkendelse af det, så stiller det på mange måder én langt mere åbent i forhold til livets muligheder. Ikke bare for de liv, der har fremtiden for sig, men også ældre liv, fordi de jo ofte stadigvæk har voksne børn at sige noget. Der er jo stadigvæk liv og lys i ældre mennesker.
Jeg bruger de begreber jeg finder bedst. Og ønsker selvfølgelig, at I ikke tænker på mig, men den ubrydelige sammenhæng, det livsmæssige ansvar, jeg er forbundet med ved min drengs liv og omgivelse.
BARNEHJERTETS STILLINGTAGEN
Da mine forældre blev skilt fandt naturens nødvendige stillingtagen sted i hjertets sanden: det var min far, der forbrød sig mod den orden hele hans liv og slægt var. Min mors kærlighed og ægteskabelige tro forsøgte at holde ud i varetagelse af den sande kærligheds fremtidige mulighed i vort, børnenes hjerte. Derfor var det heller ikke et spørgsmål for os børn, hvilken side vi fulgte med. Det vidste hjertet godt, når det kom dertil.
Niels Bertram er ikke i puberteten som mine søstre og jeg var - og sådan kunne man så forledes til at tro at hjertets sandhed ikke kommer for en dag, men bare kan glemmes og fortrænges. Den går ikke, for det bestemmer vi ikke, ligegyldigt, hvor mange løgnhistorier vi måske i god tro måtte fortælle. Den går ikke, medmindre vi selvfølgelig ønsker at bruge et livs energi på at fortrænge og benægte os selv og vedligeholde løgnen til vi tror på den og derved kanske bekræfter sorgens univers som den normale omgivelse at vokse op og videre med livet i. Niels Bertrams hjerte bliver Niels Bertrams Mors og mit, hvorfor det ikke er ligegyldigt, hvordan de er indstillet, om de er på rette sted. Og sådan ér min kærlighed til hende som grunden jeg ønsker vi må bygge på, blive forelsket på, leve videre på – under alle omstændigheder ikke kan svigte, lade gå upåagtet hen, hvis jeg skal kunne se såvel Niels Bertram og Niels Bertrams Mor, ja os alle, se livet i øjnene for fremtiden. Hjertet kan ikke skjule sandheden, men må behandle den mens tid er - inden den bliver til for livsafkræftende løgne i barnets kød og blod.
Der begynder en livsbevægelse i det øjeblik i barnet, når dets hjerte oplever en sådan fortrædelighed. Det kommer over det og heler på sin vis. Men det fortsætter alligevel og får sin indflydelse på barnets videre færd gennem livet. (Vi bliver præget og kan ikke gøre det om, men det kan vi nu alligevel, vi kan vende sorg til glæde véd at forstå mere om os selv. Fortid er ihvertfald ikke noget, der bare ligger og forbliver fortid. Det vokser videre med livet i organismen, hvis ikke det opløses og kanaliseres ud. Og bliver det ikke det, så bliver det istedet, ilivet: barnets kød og blod og misforstand). Hør venligts godt efter, hør drengehjerters dannelse.
DEN VIDERE IDENTITETSDANNELSE
Som drengesøn at forstå vil jeg beskrive det sådan, at livets selvstændighed, fornuftmagtens virkelighed tager over. Jeg husker det sådan, at jeg ikke længere gad græde eller rettere sagt: jeg måtte indse, at jeg ikke ønskede et liv i gråd eller sorg over, hvad der aldrig vender tilbage. Som Svigerfar en dag sagde, dengang fandtes der ikke psykologer. Det gjorde der måske nok i min tid, men skilsmissefænomenets indvirkning på livet var måske ikke så kendt. (Og i dag som nævnt ovenfor, hvor livet forveksler sig selv med verden, ja der er alt jo normalt og således ligegyldigt – hvis ikke mennesket selv tager affære). Ihvertfald havde vi ikke psykologhjælp?
Jeg besluttede at mit liv skulle blive godt på trods af det skete. Fortrængningen var en beslutning: lev med det – og således ikke en fortrængning, men en livets fortælling om mit liv. Et nødvendigt valg, men også bevidst, skabende sig en fortælling, se de nye muligheder derved. Og derfor har jeg stadig adgang til det, der var før. Og det er vigtigt, når man selv har en dreng.
Og sådan gav jeg mig selv den fars magt, der havde forladt mig. Det er fornuftens væsen. En del af mig blev således far for min far: det var mig, der måtte tage initiativ til en far, fordi han jo pludselig var optaget af andet, ikke tilstede. Jeg var således far for mig selv – fornuftens, naturens selvstændighedsvæsen – og førte ad den vej mit hjerte til ham, fordi kærligheden i mit barnehjerte er så stor at den lyste mit livs fremtidige dannelsesmulighed op og dermed nødvendigheden af at følge så godt med i det naturlige livsflertals normale: et opdrag med en far og en mor. (Og undskyld mig, det er stærke ord, ikke jalousi, men sandt: kaninpikken bliver aldrig Niels Bertrams far, men ved et sådan navn, hvis Niels Bertram skal kunne indrømme sig selv i hjertet for sin far, og det gør børn af livets natur. Det bliver ikke mig, der fortæller ham det, det bliver hans eget liv, forsåvidt han skal have muligheden for at lære sig selv at kende i glæden ved sandheden, kærlighedens navn. – Dét bliver altså opmisvæksten, hvis ikke vi gør noget og I hører, at jeg her gør, hvad jeg kan gøre. Den hårde sandhed svarer til den bløde kærlighed jeg stadig har, kan tilgive og forstå med i forhold til Jer som Niels Bertrams Mor. Elske af.).
Ad den vej blev jeg klogere på min far end han var på sig selv og sit eget liv. Og livet i det hele taget på det område. Og det er selvfølgelig først i de senere år, at jeg forstår, at det ikke er fornuften alene, der i egentligere forstand har fortalt mig det, gjort mig sådan, opmærksom – men kærligheden i moder natur. Dén kærlighed, der kun er, hvis moderinstinktet er troende og som det kun kan blive, hvis det er døbt og for den sags skyld viet i kirken. Og dermed til bestemte ord og opdrag. Kringlet måske, men jeg tror I forstår.
SVIGTENES BEKRÆFTELSE I FORNUFTS-TÆNKNINGENS SYSTEMER, TEKNOLOGI OG TEKNOKRATI
Fornuftens væsen i synlig forstand er overmagtens sprog; det udvendige overjeg. Systemet, staten er fornuftens idé som enhver anden organisering, der skal forsøge at holde naturens kræfter i ave, beherske dem, så de ikke løber af med os, men holder os formålstjentligt beskæftiget. Hitler, f.eks. var et særdeles fornuftigt menneske. Ligesom arbejdssituationen er tæt på at blive det herhjemme: Arbeit macht Frei – visse steder, især i store systemer. Arbejdet er ikke forkert, men den forkerte fokusering på resultater, fornuftens vestlige målestok: kapital og det pres som økonomien kan afstedkomme, det er det, der skaber misforholdet og slider livet ihjel. Gør kærligheden til næsten nærmest fascistisk; livsens ondskab. De mennesker, der bliver syge af det, det er mennesker, der har noget rask i hjertet. For livet er personligt og unikt og den opfattelse er adgangen til at forstå sig selv som andre. En opfattelse som alle menneskeliv kender, fordi den ikke er deres, men sådan livet er stillet som den enkelte, men som let kan blive misforstået eller begrænset i store standardiserende systemer: at forstå sig selv som en brik i et spil, der følger bestemte regler er ikke at forstå sig selv som liv. Livet er ikke et spil, kærligheden følger ingen regler, ligesom f.eks. barmhjertigheden ikke gør det. Og det gør den personlige vækst som samlende betegnelse for det altså heller ikke.
Systemet i den vestlige kultur er mao. en faderløs samfundsorden, hvorfor livet jo netop også i Jeres tid gjorde sine oprør mod det. Paradoksalt nok førte det så kvinderne ind på arbejdsmarkedet, børnene i institution, så livets overmagten af sig selv kunne blive fuldstændig. Men nok om det – og dog, for det hænger forståelsesmæssige sammen i livets eget dannelsesperspektiv. (Ikke en finere dannelse, men dannelsen i kærlighedens, almindelig jordnær tro på livets sanser og hjertets gavnlighed).
LIVSFORSTANDEN
- Forstanden/kroppens gennemskuelse af fornuftens/hovedernes makværk i hjertelivet
Jeg opdagede pludselig, jeg gennemskuede – og det må så have været lyset i mit hjerte, der fik mig til at mærke den egentlig sandhed til forskel fra alle de begavede fornuftssandheder, videnskaberne, teknologierne og systemerne dyrker – jeg gennemskuede mig selv i mit liv i livet. Jeg kunne mærke, at den selvforståelse og identitet, der jo altid også vil blive indlejret, formet og præget af det man arbejder med, uddanner sig med, vælger at sætte sit liv ind på – jeg kunne mærke, at den identitet var stillet forkert. Eller rettere sagt, den blev opbrugt, blev en slidt rolle, der havde udtjent sin værnepligt i mit liv. Og den havde immervæk 10-12 år på bagen.
Men det skete, fordi jeg ikke kunne forene uddannelsen med livets næstekærlighed og således heller ikke personligt, i det personlige livs dannelse med udsigt til familie, arbejde osv. (Men det er jo normalt i dag, så lad os bare stille og roligt forglemme os selv!!! Som personligt ansvarligt liv?). Så der var altså praj henad vejen, der talte sit tydelige sprog om min person og på hvilke områder af livet, det var skævt stillet. Hvilke veje mit hjerte ikke kunne gå.
Essensen af den gennemskuelse og opslidning af en rolle var ”fader”-syndromet. Fornuftens faderlige overmagten af mit liv blev, med det akademisk system og den rolle, der dannedes i mit liv i det miljø, opbrugt, da det var tænkt igennem på kryds og tværs og jeg havde vundet en gennemskuende erfaring af dets stilling i forhold til livet selv og dets dannelse. I forhold til Jens og hans baggrund, som skildret i indledningen; Jens før min far ved sit valg måtte afkræfte alt, hvad han havde lært mig og selv var (er inderste inde; og som det jo så er godt, at jeg véd, for derved er jeg barmhjertig i forhold til ham, kan elske ham og være sammen med ham som voksen uden gnidninger. Det er guds handling gennem barnet, når der er ægte kærlighed i dets dagligdag som det kan lære af og lære at forstå af, sande og mærke sig selv i).
Jeg har selv valgt uddannelse, osv. Men den fornuft, jeg valgte med var den fornuft, der opstod som fader for mig selv. En frihedens fornuft for mit vedkommende, men altså også en af begæret efter farens kærlighed, forskudt fornuft i forhold til forstandens jordnære sanser med hjertet på rette sted. Således af den simple grund at far boede i et andet hjem og derfor var hjemme i en anden forstand end jeg var. Og fordi hjertets sanden jo havde valgt det menneske, der ikke forbrød sig mod livets naturlige orden og kærlighedspligt.
Da jeg havde vundet den gennemskuende erfaring stod jeg med en kæmpemæssig historisk og kulturel erfaring rigere, men var pludselige kun 12 år i en 24 årig krop. (Sagt sådan for simpeltheden skyld, modifikationerne springer vi over. Erfaringen var jo ikke ubrugelig, mit liv ville bare leve mere simpelt, familiært – sådan som jeg senere kom igang med det med Niels Bertrams Mor. Og som jeg glædede mig ved, fordi jeg havde fundet de værdier, der kan holde gennem livet; barnetroens, familieværdierne, hjemmets. Uden derved at smide alt det andet ud, men vælge grund, base at udfolde sig fra. - Man kan ikke bo i staten! En svær bevægelse, men en nødvendig bevægelse, hvis fadersvigtet ikke skulle blive arveligt: jeg vandt mig selv som selvstændig person klar til at dele det hele, fri til kærlighed med en skøn pige, bygge livet op helt nede fra, så grunden er solid og kan holde livet ud. Men det ville kræve længere tid og forståelse for handlingen som jo altså stadigvæk er levende, går rundt på to små ben hos et fortrængt Niels Bertrams Mor-hjerte, der ikke kender sin sande-smerte).
MENNESKE-KROPSLIVET FREMFOR FORNUFTS-BORGERLIVET, STATSBORGEREN
Essensens er med andre ord, at mit livs dannelse, uddannelse, fremtidsudsigter, etc. synes at være gået i vasken, for det var jo bare en personrelateret erfaring. Og hvorfor skulle jeg belemre andre med den gennem et virke i staten, hvor normen er at være professionel upersonlig - hvilken livsoplysning, der så må komme ud af det? Nej ikke kun, essensen, pointen er den, at identiteten har været stillet udenfor hjertet. Så selvom jeg ingenting stod med ifølge andre menneskers forventning om hvordan det fornuftige gode liv ser ud, så var jeg trods alt lykkelig for at have gennemskuet mig selv, så jeg ikke var fortsat i det spor. Der var stadig mod og vilje tilbage, omend jeg var afkræftet. Det er hårdt at erkende livet i verdenshistoriens lys med sit eget liv som formidlende medie; men det er ofret man betaler af kærlighed til menneskelivet i samfundet, den gode gamle solide dannelse – men som systemet desværre så ikke længere er modtagelig for, ved at sætte pris på i mit tilfælde, fordi det ikke forstår at livsoplysning kun kan foregå gennem personens eget livs indsats. Og ikke via fornuftens uendeligt rodløse iagttagelser og systematiseren sig. Det er menneskeperson til menneskeperson det handler om, det er dér livsoplysningen foregår. Og derfor måtte jeg jo afmontere den fornuftsdannelse, få den indlejret på anden vis hos mig, så dens erfaringer og viden ikke gik tabt; bekræfte andre sider hos mig gennem andre sociale lag, ude blandt andre jordnære folk, jeg elsker så højt. Livet tog en drejning, en nødvendig beslutning og jeg fulgte med.
Fornuftens uddannelsesværk kunne mao. ikke fortrænge mit hjerte, kunne ikke fortrænge det fysisk arbejdsomme menneskes liv i samfundet – som jeg jo også selv kendte fra barndommen og derfor ikke kan svigte om jeg så er nok så højtragende i systemernes lederverden eller nok så dybtflydende i den almindelige middelklasse-tilværelse i systemet, hvor jeg gerne vil leve som håndværker eller lignende (med kærligheden i hjertet, hvis Niels Bertrams Mor tør tro det som sit eget). Leve med de normer og vrangforestillinger folk har om livet, men måske også venligt gøre opmærksom på, hvordan man også kunne se tingene, for sit eget liv og helbreds skyld. Smitte lidt af begge veje, men udvikle mit eget hjem.
Mit hjerte tog altså nok engang stilling på mit livs veje. - Opret et hovedbrugsministerie eller flyt de gode hjernekræfter ud blandt folk, så den menneskelig set livsbefordrende balance mellem begæret i maven, hjertet i brystet og fornuften i hovedet kunne blive virkelighed gennem omgangen med mennesker. Den balance er livets treenighed, livets helligånd og tro, dets livsbefordrende godt sansende erfaringshorisont. – Livsbefordrende balance gennem den folkelige mangfoldighed; istedet for at samle livets gode hjerner bag skrivebordene, lade hjertets kreative kræfter samle sig om at bekæmpe dem i kunsten og endeligt mavens folk knokle derud i et uendeligt efterslæb i forhold til hjerne- og hjertefolkets store egoer på udviklingens vegne, deres sætten i system og modsystem. Forstå fornuftens refleksioner og logikker som kroppens fysiske sans og evne til praktisk mellemfolkeligt arbejde. – Sådan tog hjertet stilling for mig. Men skaden var jo sket i vort samfund; og den balance er ikke genfundet endnu. Den er vigtig, den afgør livets fremtid. - Men så kunne jeg da i det mindste koncentrere mig om at genoprette balancen hos mig selv, i mit liv, være lidt mere egoistisk, lidt mere ligeglad med, hvad der sker i samfundet og ad den vej i andres liv. Og i den bevægelse mødte jeg Niels Bertrams Mor.
INDRØMMELSE AF SIT EGENTLIGE HJERTE
– Livets eget: livsnaturens ordnen sig i kærlighed!
Fornuftens given sig selv en fader var blevet en svulst uden på hjertet. Derfor kunne jeg ikke få begær og kærligheden til at gå op. (Og af tilsvarende grunde, tror jeg, kan Niels Bertrams Mor heller ikke finde ud af det – og det er da synd for os alle sammen; ja Niels Bertram ikke mindst. Og hvad med Svoger?).
Fornuft skal der til, livet skal magtes med nødvendighedens strengeste logiske sans i visse situationer. Men situationen skulle gerne høre op, man skulle gerne vende tilbage til sig selv og sit eget såvel hjerte som liv. Ellers fortsætter livet sin gang på jord uden sit eget hjerte og dermed uden den lykkelige og forstående, lærerige og voksende kærlighed. Tværtimod sker der noget helt andet med ens liv, som først barnet kan fortælle én, når det er blevet voksen.
Hvorfor vente på den erfaring gennem barnet, når hjertet egentlig godt véd, hvor energikrævende den er. Det er spild af livsenergi, men bliver nødvendigt, når sandheden vil frem af hjertet, hvad den vil, når man møder andres bedre hjerte og måske mere livsbekræftende liv; (det skal ikke misforståes, livets taknemmelighed fejler ikke noget hos mig, men derfor kan man jo godt i et ønske for Niels Bertram gøre noget i forhold til sine egne erfaringer med livet; bekræfte de i sandhed gode og glædelige, vise dem gennem sin livsførelse og handlinger i forhold til andre).
Men jeg véd ikke om jeg trænger igennem hos Jer. Så jeg prøver nok engang at gøre mig forståelig. Begærets kræfter er livskraften, vores vækstbetingelse. Når den bliver til kønsdrift får den retning mod det andet køn og dermed retning mod genfødsel af livet. Naturen er således i sin forrygende stærke orden. Sådan ser jeg det. - Men dét er ikke slet og ret livets orden, til livets orden hører der mere til. Børn vokser ikke op og bliver ikke livsduelige blot ved at føde dem og lade dem ligge, hvor de blev født. Vi er jo ikke planter, selvom vi af og til er nogle kønne planter. Mand og kvinde har ikke født eller skabt et barn, før det selv kan gå trygt, godt og stærkt gennem livet med kærligheden i behold i sit eget hjerte – uden at spilde for megen tid og energi på dets forældres svigten.
Sker det alligevel at noget slipper igennem som det altid gør, ja så er det aldrig for sent at tale til sine børn, give dem sit besyv med. Indrømme sine egne fejl og sætte hjertet i livet på plads derved. F.eks. har jeg aldrig følt et dårligt forhold til min far. Aldrig nogensinde. Men det jeg har følt og forstået i relation til min far det er , at det hul, der er i mit livs dannelses, det indstængte begær, fornuftsprægets magten at livet - at det ikke kan stoppes uden at han forstår sin sorg, kan indrømme sin skyld i hjertet, tage initiativet: blive voksen. Han skal sige sådan til sig selv: at sådan forholder det sig, jeg har gjort de og de fejl, dem behøver du ikke gøre, gør sådan istedet. (Ja og det har min far altså gjort, red. efter brevet er sendt på nettet. Vær nu ikke så fatsvage, at I lader dét være pointen. Nkh. Jens).
Barnet kan ikke blive ved at magte at tage initiativet til en god og livsbekræftende forbilledlig far i sit liv – men det gør det, hvis ikke der tales ud og sættes på plads, for barnehjertet bliver ved at slå, for deraf kommer kærligheden til livet jo fra. Det er ikke ligegyldigt om man forstår det samme omkring livets ting. Forældres løgne - for det meste forårsaget af den lov-religiøse romantiske kapital-stats-kulturs omgivelse - men jeg siger i den omgivelse: forældres løgne for sig selv bliver børnenes livsforståelse). (((Nærværende parentes er som ovenstående indsat efter udgivelsen på nettet med henblik på at værne om min fars gode omdømme og ganske store, yderst arbejdsomme, menneskelige indsats her i livet - ja så vig bort satans psykologiserende fornuft og pædagoger eller øvrige jantelovs-mennesker og må jeres græsk-romersk kapital-stats-institutionelle ophav rådne op i helvede og deres ledelse ligeså til de har fattet, at de aldrig har levet i år nul, nej aldrig har indrømmet det og fattet det i overensstemmelse med vor natur som menneske, her og nu. Så jaja, kære ærelige far, du er ikke i fokus her, det véd du allerede - ja du véd jo nok, at jeg ikke finder mig i præget fra den psykologisk-pædagogiske, stats-idealistiske, romantiske institutions-kultur, som store dele at mit liv har skullet omgåes i, ja siden 1. kl. Jovist gør du og du skal stadigvæk ikke tage dig af det, ejheller, hvad de siger rundt omkring, thi de har aldrig haft forstand i livet som ærlig menneske-frihed, som jeg nu kan sige det indtil videre. - I øvrigt render jeg jo ingen steder som Jens, et dansk navn, der forpligter))).
Pointe: Jeg skal nok huske sandheden i hjertet for Niels Bertram Aunstrup Mortensen og vort kære menneskes skyld i fuldstændig samme gode frie ånd, som jeg gudsketakoglov har oplevet op gennem min opvækst i ærlig tiltro til at de mennesker, der sad i ledelse gennem tiderne var interesseret i dét, de selv gav udtryk for. Ja på ærlig vis.
Hullet i livets dannelses-mæssige sammenhæng kan ikke stoppes medmindre den familie man er far i, den familie man tror på, lægger sit hjerte i med forpligtelsen og hele pibetøjet forstår, at ens egen kærlighed ikke er ligesådan, men at man har lært og ens eget hjerte derved er et andet og kan blive et bedre, hvis man tør tro det, tør tage livets fremtid alvorligt som et udviklingsfænomen, et vækstfænomen, der kan bekræfte godt og skidt sålænge det er undervejs. Ja lige er begyndt at sætte sig i arv for Niels Bertrams Mors og mit vedkommende. Men ja, tør tro, at man gennem fastholdelse af sit eget personlige hjerte som udgangspunkt, kan udvikle og lære de områder, der så er blevet ulykkelige erfaringsområder - at man således kan bryde en social arv, der ikke tjener livet og derigennem heller ikke samfundslivet. Tør tro det af den simple grund at hjertes sandhed ikke er op til os som menneske i magt og begær, men op til os som personligt åbent hjerteliv.
Børn bliver ikke lykkelige, hvis ikke forældrene er lykkelige helt ind i hjertet eller sørger for at blive det og véd hvordan man aktivt kan gøre det enten gennem livet sammen, hvilket jo er bedst eller også får indhentet den forsømte sandhed i hjertet, når børnene er blevet voksne.
Får fortalt hvor livets hjerte skal stå, at det findes utallige måder at kanalisere det uforløste i livet, få det vendt til noget lærerigt, man kan vokse ved, osv. – uden at ødelægge rammefortællingen, historien, livets naturlige orden og den fortsættende dannelse af livet deri. Hvorfor forskyde forstanden i livet i forhold til livet i hjertet? Hvorfor benægte naturens livsmæssige orden? Fordi det passer til samfundets skiftende tider? Fordi det passer til systemernes fornuftsmagten af livet og den fascistoide måde at elske på, der opstår derigennem? Den sorg i livet, der opstår derigennem, hos de hjerter, der engang har set livets naturlige orden og den naturlige lykkemulighed, der er forbundet med at kunne sanse den orden – såvel i byliv som det landlige liv, selvom det stiller sig forskelligt og det naturligvis bliver lettere bekræftet, jo tættere man er på den oprindelige natur. Men det er ikke alfa-omega, man kan jo styrke sin krop, mærke den hos hinanden - hvis ikke lige berøringsangsten var for stor af helt andre gamle grunde. Hvorfor benægte naturens livsmæssige orden, forskyde forstanden i forhold dertil og derved gøre det svært for barnet at forstå og glæde sig ved sandheden i livnaturens hjerte. Den sorg, der er forbundet med at kende livets orden, og som alle hjerter kender, hvis de tænker sig om, den sorg får vækst og trivsel i hjerte og sind, når man forbryder sig mod livets naturlige orden. Vi er ikke herre over livets vækstprincip, men kan kun forholde os ordentligt i forhold til det med hjertet på rette sted.
SKYLD OG FORSTÅELSE AF DENS GRUNDE
Da jeg tog arbejdet hos Preben, boede hos Min morbror og kendte mit eget ståsted i forhold til, hvordan jeg vil føre livet som mand for en kvinde og far for børn (og at de på ingen måde var forbillede for mig) – måtte jeg under mine delvis deprimerende omstændighed alligevel sande, at jeg ikke havde den konsekvente styrke i forhold til at sætte mit eget hjerte, jeg kendte så godt forrest og frem i livet. Jeg vidste det, men kunne ikke bruge den sanden til noget, for hvor skulle jeg ellers gå hen?
Men det begrunder sig nu. Jeg var afkræftet, fordi en del af mig på visse fornufts/system-prægede områder skulle til at udvikle sig forfra som tolvårig, var nødt til at gøre livet om, hvis lyset fra barndommen skulle med i sin kraft – og den følelsesmæssige styrke igen blive indtakt i forhold til min alder. Meget groft sagt i forhold til den tilbøjelighed et menneske jo kan have mht. til ikke at ville sætte sit lys under en skæppe. (Fornuftsbegærets fascistoide kærlighed og ironi – men således sand som vi personligt bliver stillet gennem livet i familierelationerne og livet i systemerne. Og som jo hænger sammen).
Det begrunder sig også i det, at jeg selv blev far – men, før det, også fordi Niels Bertrams Mor er stillet i en tilsvarende livssituation. Jeg fandt ikke bekræftelse af mit eget hjerte, men følte mig elsket med en kærlighed, hvis væsen tror jeg ikke kommer af personens eget hjerte, men svulsten, snylteren udenpå – som så mange af os har dem, men altså godt kan gøre noget i forhold til. Sidenhen har jeg dog fundet ud af, at det heldigvis var mit eget hjerte, der ville Niels Bertrams Mor, igen tog stilling på mit livs veje - og således ikke fornuftsmagtens begær, sådan som Niels Bertrams Mor er blevet elsket af mange mænd og måske tror er kærlighedens sande væsen. Det er blandet sammen i en lang bevægelse, nærmest umulig at skille ad – men ikke desto mindre har jeg fundet ud af, hvorfor jeg tør sige alt det her. Det er for Niels Bertrams skyld, men langt fra kun af den grund – grunden er den samme, høres den i livets hjerte.
Så det problem Niels Bertrams Mor har følt mht. forelskelse og at tænde på mig. Hendes følelse af sorg og håbløshed i mit nærvær, det er hermed forstået. Jeg har ikke været tiltrækkende i min indre kamp for det oprindelige livselskende hjerte, jeg har ikke kunnet få mit hjerte frem i skoen – sjælen har været syg i sjælenes land og følte livsens ondskab. Den personlige, kropsbundne signalværdi har været lav som fattige går i dvale, bare sidder. Jeg har i en vis udstrækning måtte leve på hukommelsen af den jeg var, beslutte mig for enhver bevægelse med den – indtil nu, hvor det hele igen falder på plads med fysik og hjerte på rette sted. Men det skulle altså til for fremtidens livs skyld.
(Igen gør jeg opmærksom på, hvad der er foregået hos mig og det kunne godt være gået galt: for meget fornuft/begær uden hjerte, for meget viden uden kærlighed – som løsriver sanseligheden fra ens eget liv, troens sanser. På den måde ligner den alkoholisme, ligger tæt op af. Det tager tid for nerver at hele efter et nervesammenbrud i hjernen opstået ved for kraftig sanselig koncentration. Forstå det som hjernekrampe opstået gennem overanstrengelse at hjernemusklen. Derefter stress, fordi en del af bindeleddet mellem tanke og handling var røget sig en tur: adgangen til hjertets rene følelse. – Jeg var døet af det, hvis ikke noget holdte hånden over mig; mit hjerte slog stadigvæk, min fysik fungerede, nu måtte tiden hele forstanden i det. Kun troen på kærligheden til livet kunne hele det og i den forbindelse blev Niels Bertrams Mor et lys for mig. Og gudskelov, jeg er glad for, at det således ikke var svulstens ego, der rådede, førte os sammen, men en højere viljes nødvending af mit liv. Af samme grund opfatter jeg kærligheden mellem Niels Bertrams Mor og jeg som kommende nede fra barndommens hjerte. Af samme grund elsker jeg Niels Bertrams Mor med et helt livs kærlighed. Af samme grund er det ikke blot mig, der fører pennen, hvis man ellers kan forstå det uden at tro, at det er skizzofrent - eller hvad man nu i mangel af bedre kunne forestille sig. Det er livets over- og undertoner i kærlighedens ånd gennem en person, som den har været åben siden barns ben).
OM NIELS BERTRAMS MORS GRUNDE
Jeg tror at det problem, Niels Bertrams Mor har følt, forklarer sig i alle de personlige grunde mit liv hermed har kunnet lægge frem og som jeg indrømmer har taget energi fra mig, men som jeg samtidig også hele tiden har forsøgt at bringe frem i såvel mit som Niels Bertrams Mors liv og vores liv, fordi jeg kender mit hjertes væsen, bare ikke kan standardisere det i et fastlåst billede, der siger: sådan er jeg og sådan skal kærligheden ydes, take it og leave it. Fordi livets hjerte ikke har godt af sådan en livsfornægtende, fastlåst forståelse af sig selv. Fordi mit hjerte har villet forholde sig åbent indtil livets store historie skulle fortælles og i den situation skulle være istand til at blive formet af den person, jeg fandt sammen med. Så livet kunne blive til mere derved, et personligt hjerte til et personligt udviklende familieliv. Det kunne Niels Bertrams Mors hjerte ikke. Og det gør mig ondt. Jeg ønsker det helbredt i hende.
Men også af grunde hos Niels Bertrams Mor, f.eks. de billeder, den identitet, der kommer ind med moderskabet – og muligheden for at vende tilbage til sig selv derefter - hvem, hvis hjerte? Singlelivets?Altså hvordan identitetssøgeriet hos såvel Niels Bertrams Mor som jeg ikke er hørt op. Men ikke vil høre op, hvis ikke vi finder sammen igen om Niels Bertram. Niels Bertrams Mor må selv tale, men jeg har sagt, hvilken identitetsdannelse, jeg ønskede måtte finde sted mellem Niels Bertrams Mor og jeg som to i et, og lod tiden arbejde på; (det lyder bare så teknisk; det er det ikke i forhold til tiden og vores liv, hvad der ellers sker, når man ikke kan indstille sig på fremtiden). Vi har ikke har kunnet slå pælen godt nok i jorden sammen, fordi en begærets svulst udenpå hjertet har formet vores liv i en uoprindelige selvforståelse som menneske og person. Som liv. Noget af det er samfundsbetonet, men der er også noget, der er forældrebetonet og det må jeg sige som Niels Bertrams far, en kærlighed jeg håber også måtte skinne igennem. Jeg taler jo begge veje, både op og ned på én gang: familierelationer er familierelationer i livets naturlige og forhåbentlig kærlighedstro orden.
UVÆSENETS BOPÆL I HJERTET (ja, hallo, hører I, den bor ikke i livets hjerte, men indskoles i det af iagttagelser af verden af lave).
- Den pæl slog Niels Bertrams Mor derfor i jorden som single med det forbrug, der nu kan høre sig til den moderne livsforståelse eller mangel på samme – et forbrug jeg selv har haft, men tilsidst bare ikke gad, fordi jeg følte forkert ved det. Hjertet bliver ikke helt ad den vej; dets liv går ikke videre, men danner bare endnu en svulst; (Jonas har selv, gu´ved af hvilke grunde, måtte forlade sit barn og mor – eller blevet skubbet ud som jeg; sikken herlighed, for ingenting bliver nemmere resten af livet, selvom mange tror, at når noget er normalt, ja så bruger vi jo bare en af de utallige fornuftsordninger til at løse barnets opgave. Hvor er det synd, at livet skal leves så baglæns. Unødvendigt). Det forkerte begærlige forbrug kan ikke tjene livet. Det er ikke dét unge folk savner i dag og det kan ikke gøre dem lykkelige; de véd det bare ikke: de er kapslet ind i tidens bevidsthed uden fornemmelse for den sande glædes livshjerte og kommer til at skulle sande en pokkers masse gode sager, de aldrig fik levet, gjort noget med, hvilket sandsynligvis bliver for svært for dem, hvorfor de bliver dygtige til at fortrænge. - Jeg kan ikke tro Niels Bertrams Mor er lykkelig i sit hjerte, derfor må jeg gøre, hvad jeg gør.
Den pæl, forståeligt nok i forhold til Niels Bertrams Mors eget liv, der på en del områder ligner mit, den er slået ned gennem Niels Bertrams hjerte og dermed også både Niels Bertrams Mors og mit fremtidige livs mulighed. Den bør hives op, fordi den stopper barnetroens vækst. For jeg tror på Niels Bertrams Mors oprindelige hjerte som jeg også ønsker og tiltror Niels Bertrams sit et helt liv igennem. Ihvertfald står jeg ved den tro som menneske og som mand, der har været medskyldig i forhold til, at hendes hårde slid med det ikke er lykkedes. Jeg kunne ikke få det frem i hendes voksne forstand. Ganske vist er det ikke der kærligheden gøres, men det er det også – ikke mindst med et barn og de krav fornuftstilværelsen stiller til os.
Jeg mener: om Niels Bertrams Mor og jeg kan finde hinandens personlige historie sammen, det gode og elskelige, der netop hele tiden har været – og som jeg ser det, helt ned i barndommens personlige hjerte og derfor også kan forvirre et menneske, der gerne vil forstå sig som voksen – eller vi ikke kan, så tror jeg vitterligt, at det er vigtigt, at Niels Bertrams Mor får indrømmet noget af sig selv, så hendes liv kan blive hendes eget i hjertet. Ihvertfald virker det som om, at det er en psykologisk mekanisme, der er trådt i kraft og som sådan slet ikke kan se anden udvej end at gøre Niels Bertrams far til weekend-far uden at ville forstå, hvad det på én gang indebærer for Niels Bertrams liv og hendes eget. Og det gør mig ondt. Hvis hun dog bare vidste, hvad hun har gjort ved mit liv ved at fratage mig muligheden for at vågne op hos hende og Niels Bertram – ville hun måske forstå, hvordan hendes hjerte som menneske er stillet. Man rammer sig selv, for sådan er livets orden. Det er bare synd, at det er Niels Bertrams liv, der skal fortælle den historie, før hun får øje for det.
OM BUDSKABETS SANDHEDSTRYK I MENNESKELIVETS HJERTE
Jeg véd godt, at alt det her kanske lyder tvingende. Det er ikke meningen eller ønsket fra min side. Og jeg er heller ikke færdig endnu. - Man kan ikke tvinge kærlighed igennem, Livet må ved sin Kærlighed bestemme over os. Men det hjælper at kunne forstå noget i tide og måske åbner det jo op for en langt større kærlighed at komme til at forstå noget mere om livet hos hinanden? (Jeg ønsker inderligt, at Niels Bertrams Mor vil give sig selv tid, holde fast i mig i sit gode hjerte til hun indser, hvor nemt det er for vores slags at forelske sig – det foregår i hjernen i dag, ikke i hjertet for livet. Det vil Niels Bertram jo også altid minde os om. Jeg ønsker det inderligt for ham og hende selv, fordi jeg véd at man kan blive rigere i livet og elske bedre, mere livsbekræftende, hvis man også forstår sig lidt på tingene, forstår at udbrændthed i forhold til en anden er en rolle, en selvforståelse, der er kommet videre og ikke den andens udbrænding af én. Forstår at man som menneske, der må forbruge andre mennesker for selv at komme videre i livet – ikke har fundet sig selv i hjertet. Hun kan ikke få sit hjerte med med en anden uden at skulle lyve for sig selv og derved lyve i forhold til Niels Bertrams hjerte, fordi han altid ville skulle forstå sig selv i forhold til sit blod, sin mor og far – og således ikke vil kunne forene, finde en harmonisk forståelse af sig selv, før han bliver klar over, at mor eller far har måtte leve med et selvbedrag på et at livets allerværst tænkelige områder, livets eget: kærlighedens).
Men livet bestemmer også over os, når hjertet taler og vi gør vore ofre i forhold til kærlighedens beståen i livets legeme og blod – og ikke blot i forhold til tidens forvildende følelsesmæssige indtog i livet, som de mere eller mindre personligt stiller os mht. til livets gode og stabile dannelse. Ikke blot i forhold til de misforståede svulster vi render rundt med og nogen gange tror er os selv. Livet bestemmer også over os, når vi mærker at vores eget personlige liv har del og skyld i dets fremtidige glæde- og livsmulighed, dets dannelsesmulighed, dets videre færd. Dets mulighed for ikke at fortrænge sandheden i hjertet og dermed sig selv, men kunne glædes ved den, indse af den og vokse med den. Og således ikke gøre andres liv til værre end de er ud fra ganske overfladiske kriterier, men derimod se dem i deres dybde, deres rummelighed i deres kamp og glæde i deres liv. Personligt.
Der er intet tvingende udover den erfaringsmæssige tvang, der tvinger sig gennem én som person i livet med tiden og finder et ældgammelt livshjerte i sin tro og slægt – og må holde fast i noget af det. Kulturarvens erfaringer og strenge tunge taler sine sandheder i livets natur og jeg må prøve at høre godt efter, forvalte dem så godt jeg kan. Gammeldags måske, men ikke mere gammeldags en livets stadige naturlige orden, der jo ér den jordnære følelse og dømmekraft - hvor forskudt fra den vi end måtte se os nødsaget til at skulle leve med den i den halsende kulturs snak og livsforvitrende identitetsskabelsers makværk. Således er jeg i mit hjerte og således søger jeg at efterleve livet i det moderne; at give sig selv til tiden dermed. Det er selvfølgelig ikke altid nemt som min bedstefar sagde til min farbror, da han stod og skovlede avner fra tærskeværket, sved, bandede og svovlede i støvets uuholdelighed: hvem har sagt, at det skal være let. Farbroderen, Vagner, er ham der årligt holdes slægtsstævne hos – uden at det som sådan er den store kærlighed, der lever mellem de søskende. Og dog alligevel, hvis man ser og forstår den, hvad de aldrig rigtig selv har gjort, fordi natur er natur og kærlighed noget andet.
Han, min Bedstefar hed Jens Haarup Mortensen og jeg er ligeså stolt af det navn, som jeg af en anden kærligheds forståelse er stolt over, at Niels Bertrams Mor og jeg kunne finde ud af og blive enige om, at Niels Bertram skulle hedde: Svigerfar Niels Bertram Aunstrup Mortensen. Det glæder mig. For det er ikke bare et flot navn, men noget, der kan fyldes rigtig godt ud, om Gud det vil.
HERFRA, HVOR JEG STÅR
Livets pejlemærke i dag er for mig at se stadigvæk det personlige ansvar i livet. Det betyder bare ikke kun at opfylde de tilværelsesmæssige krav i det samfund vi lever i, men ligesåvel at varetage livets dannelse derigennem. Og således også med kærligheden, familien og de følelsesmæssige behov, der er involveret. Mennesket må selv tage affære.
Men det kan selvfølgelig ikke gøres uden gensidig kærlighed, uden gensidig forståelse for hinandens liv – og endeligt heller ikke uden forståelse af sin persons hjerte og dets stilling i forhold til livets hjerte. Hvordan man kan varetage sig selv godt, i tide, så livets fremtid kan blive aktiv og lykkelig derved – uden at forøge længslerne og sorgens begærlige væsen. Endeligt kan det ikke gøres, hvis ikke man kan indse, at livet slet ikke behøver al den forførelse udadtil for at tilfredsstille sine behov - men tværtimod er i fare for at ødelægge sit liv derved. Det behøver ”blot” at mærke og sande sit eget hjerte i livet, hvis det ellers kan komme til og man tør miste sit krampagtige selv, give slip på sig selv, svulsten. Indrømme sig selv livets herlighed, dets lige-her-lighed, dets nu som Niels Bertrams hjerte og i den indrømmelse se de fortrængte fortrædeligheder og svulster på ens eget hjerte, så det ikke er dem, der bestemmer. Se det som livets lys til oplysning af ens eget og egentlige hjerte her i livet. Tage udgangspunkt i det og rette resten til henover tid.
SORGENS VÆSEN I GLÆDENS SANDE LYS
Mange tager afstand fra sorg – måske i kampen for deres livs lykke. Men sorg og glæde hører jo sammen som også alvor og humor. Og kan vel også i kærligheden i livets sande hjerte høres sammen, høres sammen sådan, at man ikke skaber falske sorger af usand glæde eller omvendt falsk glæde med usande, vedligeholdte sorger med og gennem sit liv og dets førelse. Der kan med andre ord være noget forkert ved at tage afstand fra sorg, hvis den sande glæde i hjertet ikke kommer med. Hvor henne i en selv, i sit liv, i forhold til andre, osv.?
Vi kender også udtrykket at sørge. Vi kan sørge over f.eks. tabet af en ven ved hans dødsfald. Sådanne sorger opstår, fordi vi pludselig mærker, hvad menneskets liv har betydet i os og for os. Pludselig bliver livet personligt, vi står med kendskabet til personen bag livets mange facader. (Og det er faktisk det, jeg synes er en skam ved vores nutidige liv, hvorfor først skulle forstå og mærke et menneskes person, når vedkommende er død, hvorfor ikke før, så man sammen kan bekræfte det frø personen er, så det kan blomstre endnu mere og igen, fordi det måske slet ikke var klar over, at der var meget mere at hente ind i livet af sit eget hjerte).
Men det kan også være en lettelse at mærke. En lettelse at mærke at et liv endeligt blev udfriet af sine trængsler eller rettere sagt, at man selv blev fri af dem – havde været der for det menneske, givet af sig selv så godt man kunne, levet sig ind i dets problemer, talt med vedkommende, og så videre, for endeligt at blive fri af dets dårlige liv. En lettelse, der kommer af hjertet, fordi guds vilje med det bestemmer over det og tror jeg, ikke ønsker, at dårligt liv måtte brede sig og spredes videre. Ikke ønsker dårligt liv skal gå i arv gennem miljøet mere end godt er.
LIVETS DANNELSE
- i forhold til sorg og glæde i hjerte og sind med sin omgivelse.
Livet går på en og samme tid gennem sin naturlig vækstdannelse og samfundsvækstdannelse (skolegang, uddannelse). Sår heles - og sorg vendes til glæde. Glæden giver måske rigere forståelse og påskønnelse af andre ting end tidligere. Givet er det under alle omstændigheder, at alt efter hvordan sår heles, hvordan sorg vendes til glæde, bliver livet derefter.
Livets natur er barsk, men også god, vi tvinges op, til at vokse og blomstre, sætte nye frø, for dernæst og derigennem at tvinges til at afblomstre i takt med frøenes opblomstring, hvis det går godt.
Går det ikke godt, går det godt alligevel, men på anden langt hårdere vis: afblomstrer hjertet før tid, før frøenes opblomstring, deres lærerår, forælderforbilledlige anvisninger i den daglige vækst – så afblomstre frøenes hjerte indvendigt og etablerer en skæv vækstsvulst at overleve på som bøgen ser op til sit stamtræ, men må bøje sig ud af de voksnes skygge, for at give dets eget hjerte lysets vækst. Måske kommer den ikke til at stå særlig godt i livets storm.
Men menneskelivet er jo højest en køn plante. Det er ikke plante. Menneskelivets natur kan se sig selv og derfor kan det ske at det bøjer sig for livets skyld, må tage sit eget liv - på hvilken måde det nu forståes. – Også på den måde opretholder livets natur den optimale vækstbetingelse, vi tager livet på os. (Selvmord er en dårlig løsning, hjælper intet, men er altså naturlig; så meget i kontakt med naturens bevægelse var hele Min morbrors gehør i livet. Han fulgte naturens bevægelse fra ende til anden, uden at vide, at det var svulstens alkoholiske overtag af hans hjerte, ikke ham selv. Ikke hans eget hjertes vilje. Blod er tykkere end vand, men bliver for tyndt i det alkoholiske liv og render dermed over i det forkerte hjerte – tidens forførelse af det. Gehøret havde skiftet hjerte, var blevet sammenblandet med begærets. Det sande hjerte i ham tog beslutningen, men vækstsvulstens begærlige, handlende hjerte udførte den helt forkert, uhensigtsmæssigt). Livet er på den måde i sin omend barske, så dog også gode naturlige orden. For nu har børnene fået en omend svær, så dog bedre chance i forhold til deres eget hjertes forståelse af sand kærlighed. Men det bliver hårdt for dem.
I et samfund som vores, hvor det ikke er livets vækstbegreb, der orienterer os, derimod en anden efterlignende væksttænkning og handlen – der kommer livets barske natur, dens løsrivelser, sulvstens falske skæve opblomstring, alt det som heler sig af sig selv, som man kommer over, står igennem ved livsnaturens egen helbredende kraft – der kommer livets barske natur som afbøjningens udredning, der skal give det personlige hjertefrø lyset – der kommer livets barske natur som sådan til at stå sin hårde prøve i sindet, i det personlige hjerte, i det personlige livs erfaringer, i livsførelsen og familien.
Og dér gennem famililivet sker på en og samme gang dannelsen af det selvstændige personlige frøs liv og samfundslivet, evnen til ikke blot at begå sig blandt andre, men at gøre godt til livet ved altid også at samarbejde om tingene i forhold til de involverede personers liv og evne. (Ikke først og fremmest i forhold til ordninger udtænkt at fornuftsmagtende mennesker, modtaget af begærsmagtende arbejdere, hvis energi skal i arme hænder. Det er erfaringernes forstand, der får det hele til at du på arbejdspladsen; reglerne bøjes af livet bag hænderne, der har med tingene at gøre. Men hvilken erfarende forstand bøjes dermed i forhold til livets nære ting? Hjertet skal kunne følge med i ellers går det ikke! Arbejde, ja, men hvad med livets dannelse, fremtidens samfund?).
Når den naturlige vækst med sine sorger har helet sig, men altså i det samfundsøkonomiske systems fornuftsvækst (og dermed skabelse af det fascistiske begær, begæret viklet ind i kærligheden i uskøn sammenblanding) – skal fastholdes som værdier og således står sin prøve som sagt ovenfor, da bliver det svært, hvis man ikke kender forskel på svulsten og hjertet, men har fået sammenblandet sit hjerte i en sådan desorientering. Og da bliver det ikke længere sjovt at høre livets ord som hos de gamle: Hvem har sagt det skulle være let.
Medmindre, tror jeg, at man befatter sit liv i troens kærlighed og de sanser, der derved opstår: forståelsens, at livet er nu i glædeligt arbejde for fremtiden. Og skal gøres ordentligt nu, hvis fremtiden skal få gode ben at gå på og et hjerte, der kan synge af glæde.
Medmindre, at man lader de sanser vise en vejen; ganske enkelt mærker sig selv i det man laver og er involveret i og tør tro, at man ikke går glip af livet, men bliver bedre til at mærke det, ved ikke at slippe det, ham, barnet som os selv. Men står ved den kærlighed, forstår dens smil, latter, gråd – og nu hulken 2 dage, hver fjortendes dag, når hans hjerte fortæller ham, at far ikke har været der. En hulken, der selvfølgelig går over, men ikke forsvinder i hjertet, når han skal sande livet. Fordi han kommer til at skulle tackle den i forhold til uddannelse og samfund, i sindet i sit personlige liv, når han der møder sandheden gennem andres liv. På samme måde som jeg har skullet – og som Niels Bertrams Mor gør nu, men ved at sætte sorgen i arv og kaste sig i armene på en anden, der kan redde hende og udrede hendes fortrængte hjerte. Istedet for at forstå det hos sig selv og blive lykkelig ved at genfinde sit barndomshjerte, den ægte kærlighed, der kan favne begæret, vide, hvad der skal vendes tilbage til, ikke skal svigtes her i livet. – Hånens vrede vokser i ham, tag ikke fejl, jeg beder, jeg véd det: svigt da bare løs og vent og se til jeg bliver stor, så skal jeg vise jeg, hvordan livet gøres! Sådan bliver hjertet i Niels Bertram. Og det kan kun et meget fromt liv udrede for ham; og det ønsker jeg ham ikke.
Glippomanien, angsten for at gå glip af livet, miste det sjove, forførende, behovene - som det nutidige menneskes ødelæggende vækstsvulst udenpå hjertet fremtvinger og som får det til at kaste sig rundt i andre menneskers liv, længes og længes og længes efter den eneste ene eller øl – eller at skrive eller fortælle livet, så det høres, men som dog, sagt i al beskedenhed kan komme andre tilgode. Glippomanien gør livet værre end det behøver blive.
For det er slet ikke den egentlige persons hjerte og liv, der lever derigennem. Og derfor heller ikke vejen til et såvel praktisk som personligt hjerteliv i den eneste enes kærligheds ånd. At nøjes, prioritere, beramme sit livs behov er ikke at udelukke spas, men at afmærke sit livs historie, sine personlige erfaringer, sit eget hjerte i forhold til hjertets borg – og derved komme til at se de store festsale, se de lyse nætter på taget, se fængselstårnet, se udkigsposterne, se vagtposterne, se sine tjenere, se fruens kammerpige, se sine følgesvende, mv. Og derved vide som tro, at det altsammen kun kan være og blive gennem livet, hvis man ikke bryder livets forpligtelse, men elsker sig selv og hinanden tro omkring den, barnet og hjertets personlige vækstmulighed.
Der var mange grunde til at jeg var hos Min morbror, flere end jeg selv var klar over. Mit hjerte for Min morbror var menneskevennens, livsvennens – (ikke mit personlige livshjerte, selvom de er meget nært forbundet hos mig, veksler mellem hinanden som vekselstrøm! Jeg er vandmand). Det, menneskevennens hjerte, vidste han godt stod stærkt hos mig og kanske var der noget i ham, der frygtede det. For det hjerte stod på sin vis ligeså stærkt hos ham selv (han var bare Jomfru og havde derfor utrolig svært ved at sande sin skyld! Men som uskyldig vader man jo også ligesom barnet ind i alle mulige mennesker med træsko på). Jeg frygtede ham, fordi jeg frygter mennesker, der ikke tør indrømme sig selv, deres liv. Og dem er der mange af.
Det var varetagelsen af den upersonlige sorg, der tilkommer menneskevennens liv, der var forskellen. Skellet mellem det upersonlige begær og det personligt livsbefordrende hjertes sande kærlighedsbegær. Skellet, der af mange grunde, men ihvertfald også af alkoholiske grunde, bliver uklart med årene – og således opbygger en livsafkræftende selvforståelse, en svulst udenpå hjertet, der sammenblander kærlighedens væsen med de længselsfulde sorgers begær. Og elsker sine børn i den desorientering af både kærligheden og begærets stilling i forhold dertil, kommer til at opdrage dem i det sorgens væsen, uden at vide det.
Men at sørge betyder jo også at sørge for noget. Vi sørger for hinandens liv, at det kan blive godt. I den udstrækning vi kan, med det vi hver især har at give af. Vi sørger for vores børn, at deres liv kan komme godt på vej, at det kan rette sig til, at det lærer sig selv at kende godt – så det kan kende, vurdere, bedømme andre mennesker godt.
EN SKUFFELSE
Det var ikke uden skuffelse, at jeg forlod Jer sidst. Udmeldingen var klar: Vi forholder os neutralt, skar du igennem luften, Svigerfar med et hug af et håndkantslag. Og det respekterer jeg dig for.
Men prøv at høre alligevel. Det var ikke det eneste, der ligesom samlede sig sammen hos mig og som jeg ikke kunne glemme uden videre. Jeg har fortalt Jer, at jeg er blevet mere mig selv igen, at noget forløste sig hos mig. Det har jeg fortalt Jer velvidende, at Jeres erfaringer med mig og de billeder, der deraf jo altid opstår – ikke sådan lige lader sig omdanne. Alligevel tror jeg sådan set godt, at I véd, at jeg ikke er en skidt person, der når det kommer til stykket ikke kan magte livet og tingene eller kærligheden. Men nu havde jeg altså fået åbne ører igen.
Svigerfar, jeg faldt også over dine udtryk omkring mine breve, fortælling af mit liv. Man går ikke gennem livet uden skrammer og et andet: Jeg kunne godt have fortalt dig min livshistorie, men...
Det samlede sig hos mig, så jeg måtte finde ud af, hvad der skurrede mig i ørerne ved din måde at forstå det på. Om det sidstnævnte mener jeg sådan: livshistorien skal da kunne fortælles ellers fortælles den jo bare i kødet på børnene uden de ved hvorfor og hvordan og hvorledes – ellers kommer ens eget hjerte i det jo aldrig frem, så man kan høre det op imod andre, i andre ører og derved komme videre selv.
Det andet sidste om livets skrammer. Jeg mener du har ret, Svigerfar: man går ikke igennem livet uden skrammer. Det skurrede bare alligevel. Jeg tror det var velment, men det var helt skævt i mine ører i forhold til den situation Niels Bertrams Mor, Niels Bertram og jeg stod i. Jeg blev ikke hørt, der hvor jeg ønskede at blive hørt. Men sådan kan det jo gå. Om livets skrammer mener jeg sådan: livets skrammer er aldrig blot ens egen.
Sidenhen hørte jeg din stemme klart Svigerfar mht. til det første, skuffelsens anker: neutraliteten. Og forstod alt det jeg nu har beskrevet til Jer og os alle sammen. Til Niels Bertrams Mor. Så det skal ikke misforståes, men forståes med hånden på hjertet – i livets varme indrømmende følelse for såvel sine børn, ens eget som andres liv. Og den lykkelige fremtid den følelse kan skabe.
KLARHEDEN
Skuffelsen bestod og består således stadigvæk i: den alt for klare udmelding. Som jeg respekterede det og vidste, at det måtte være sådan, hørte jeg selvfølgelig varetagelsen af Niels Bertrams Mors liv. Neutraliteten var for Niels Bertrams Mors skyld, hun skulle selv have lov at vælge. Blod er tykkere end vand ingen tvivl om det.
Det var så klart meldt ud, at jeg er blevet nødt til at favne hele Jeres liv med den allerstørste kærlighed og forståelse, jeg overhovedet kan præstere – for at finde vej ud for os alle sammen uden at miste troen på Niels Bertrams, Niels Bertrams Mors og mit liv i ægte kærlighed. Uden at skulle gøre det samme tilbage i et åndsvagt rivegilde, vi kender alt for godt i andres liv. Uden at gøre nogen ondt, men først og fremmest uden at gøre barnets liv ondt gennem resten af sit liv.
Fordi: den klare udmelding, det klare hug som af hjertensgode grunde sikkert var ment som beskyttelse af Niels Bertrams Mor, Jeres voksne barn, det var så utvetydigt at Niels Bertrams liv slet ikke kom på tale som andet og mere end en upraktisk fornuftsordning.
Dit klare hug, Svigerfar, er det samme hug Niels Bertrams Mor gør i sit liv i forhold til Niels Bertram og mig. I forhold til kærligheden, i forhold til begæret, hvorved det forbliver indestængt, aldrig bliver til god forstand, til virke, til indrømmelse af sit eget hjerte og den fremtid, der kan udfolde sig deraf. Det samme hug som singlelivets pæl ned gennem Niels Bertram, hendes eget og mit hjerte – med det udvendige, svulstens begærsforbrug. En evig længselsfuld sorg efter den eneste ene i det forkerte hjerte, et hjerte hvor man ikke kan sande sig selv et liv, man kun får lov at leve én gang. Se kærligheden i den anden og udvikle sig med den, når det nu er kommet dertil. Evnen til at få det bedste ud af tingene for alles parter, give hinanden og sig selv tid i tide. Der er masser af muligheder, masser af indrømmelser, der kan gøres.
Sorgens væsen på den måde, det er ikke lykkens vej med sit eget hjerte i behold, sit eget hjertes udfoldelse. Den vedligeholdte sorgs væsen, den uheldige sammenblanding af kærlighed og begær, som blandt andet alkohol vedligeholder, fordi indrømmende forståelse af sin skyld og den rimelige begrænsning af den, f.eks. en kærlig handling i forhold til sin søn på eget initiativ, derved ikke kan finde sted – man føler sig bagud og kommer bagud. Eller sorgens væsen som mit fornuftsprægs magten af mig selv som far for mig selv og min far har bevirket hos mig. (Og som nu tør bruges som far, mand og menneske, fordi det ikke længere er fornuftsmagten, men kærlighedens livserfaring som menneske, forstanden på tale i hjertet samtidig. Det er det, der er det afgørende. Den faste hånd, rådet, vejledning – kærlighedens tro kan kun sandes i eget hjerte, men videre kun forståes og føre til personlig ansvarlig handlen, hvis det ikke blot er for egen vindings skyld, men for livets. Så der bliver noget at se til for os, hvis det forsømte skal sones, heles, gøres godt igen!)
Den sorgens væsen som vi sikkert alle samme har på hver vores vis, men tackler forskelligt, hvilket jeg ser som afgørende for livets fremtid. Niels Bertrams Mors og Niels Bertrams først og fremmest. Den skal indrømmes og ses, hvis den ikke skal brede sig på bekostning af glædens grund i hjertet.
Jeg hørte sorgen i dit liv, Svigerfar. Som jeg hele tiden har hørt den hos Niels Bertrams Mor, når hun teede sig - . Og hos mig selv, når jeg blev mere vred eller hidsig end jeg ellers er. (Jeg har aldrig gjort Niels Bertrams Mor fortræd; højest holdt hende fast i et hysterisk anfald). Og jeg kan kun, som sagt der tåler gentagelse, jeg kan kun sige alt det her af kærlighed til dig som menneske, som ven, som sandt og godt liv. For det har jeg set og mærket hos dig, jeg ved det er der og jeg ønsker at bekræfte det videre, så det ikke er uvæsenet, der får overtaget.
Jeg véd godt, at det kanske også gør ondt at forstå, men I er nødt til at høre mig til ende. Lad det ikke blive til vrede, men fornyet glæde og forståelse til Jeres eget liv, til handling i forhold til Jeres børn – eller hvad Jeres personlige hjerter nu fortæller Jer, kommer på. Det er bedre at forstå sig dér, end at gøre så meget andet.
Skuffelsen ved den klare udmelding blev altså til en forståelse af sorgens væsen, dens indflydelse på begærets stilling i forhold til barnelivets hjerte, glædens og kærlighedens sande hjerte, uden hvilket man ikke kan blive sit begær voksen. Sorgens væsen og den indflydelse i forhold til det personlige hjertes senere udviklen sig af begærssvulsten udenpå hjertet, muligheden for at komme til at sanse sig selv, mærke sig selv som barn, voksen og menneske på én gang – før livet når så langt, at det ligesom bare glemmes, søges fortrænges og man således må bruge unødig energi på det resten af sine dage. Uden derved at opdage, at energien, den kærlige opmærksomhed går fra sine elskede, sine børn, at fortrængningen bliver sine børn på en bestemt ulyksalig måde, let ved at sanse mange ting, begå sig, kaste sig ud i livet, gøre det samfundsbetonede – men svært ved at finde tilbage til dets egentlige opgave, den livsbetonede, få den til at virke bedre i tiden, forstå dens væsentlighed for sine egne livsdrømmes fortolkning og realisering. Forstå den som sit eget hjertes ve og vel.
Fortrængningen af sandheden i hjertet. Sådan som jeg har fundet ud af det i forhold til min far, altså som han gør det – det er ikke mig, der er låst som far, det er min far der er låst i forhold til sin søn af første ægteskab. Det var sådan jeg var låst, men ikke ville finde mig i og derfor måtte igennem ved fastholdelse af troens lys i hjertet, kærlighed og forståelse. Det gode hjerte, Niels Bertrams Mor ikke tænder på, fordi hun ikke kan stå der. I det personligt udviklende hjerte. Hvilket gør mig usigeligt ondt som menneske og ven, men også som far for Niels Bertram og en mand for Niels Bertrams Mor.
Det gør ondt på et barn at se sine forældre lide, som jeg har erkendt det forlængst, lærte af det og lagde det på hylden, men som jeg altså skulle have frem igen i forholdet til Niels Bertrams Mor og Jer. Af barnehjertets godhed bliver børn ved med at søge at hele forældrenes sorg. Og sålænge det ikke forståes, sålænge den sorg og/eller vedligeholdelse af den ikke forståes, kan barnets hjerte ikke sættes fri til sig selv. Den ikke-forståede og derigennem vedligeholdte sorg bliver en begærende kærlighed til barnet og ikke kærlighed til livets opvækst i det, hjertet i det. Den form for kærlighed sætter sig uden på hjertet, indtil barnets eget hjerte er drænet og faren eller moren kan leve sine længselsfulde sorgers begær videre gennem det. Det er da synd.
For barnet kommer ikke til eller får svært ved at se og ramme plet i livet, mærke, hvad der er godt til ens egen fremtid, hvad der ikke længere er godt – får svært ved at finde den eneste ene, som Niels Bertrams Mor så gerne vil finde og jeg så gerne give sammen med hende. Men som jeg er bange for hun ikke kan finde, fordi hun ser med det ”forkerte” hjerte, fordi hun ser sorgen i andre som den er i hende selv. Istedet for at holde sig til glædens hjerte, der måske ikke er særlig stærk i sine sanser, i sin forståelse af livets gode naturlige orden, i sin magten af det ydre, i de nye omgivelser man befinder sig med, etc. – men som man så må finde sig i til det kommer, langsomt, men sikkert. For ikke desto mindre er det vejen ind til sig selv og dermed muligheden for at stå i den ægte kærlighed med sin person og de begærsformer, de behov, der nu hører med og nok skal finde sig tilrette i den omgivelse. Og med Niels Bertram. Glædens hjerte er stærk nok til et godt liv, hvis den får lov at udvikle sig og ikke bliver svigtet gang på gang. Og livets personlige hjerteudviklende mulighed er jo kun én gang. Niels Bertrams barndom kun én gang.
Men allervigtigst er det: at SE i alt det her, gennem alt det her, at livet ikke er slut som forældre og børn, men skal mærkes hvor det er og hvilke mulige roller man stadig kan spille i og for hinandens liv og for sine børns skyld ikke mindst. SE, at skader kan gøres gode igen og at det ingen skade er til at indrømme sig selv derved. At ære og stolthed kun er til som gode størrelse i forhold til kærligheden til livet og den hjælpsomme handlen for dets fremtid. SE, at man er stillet med sin historie og ikke behøver flygte fra den som fra sig selv, men omvendt søge tilflugt i den engang imellem, finde sit gode hjerte i den, fortælle den til andre og høre livets stemme derigennem, såvel som sin personlige gennem andres forståelse af den. En stemme, der jo som sagt aldrig er ens egen, når kærlighed og livets ordnen gennem den er på tale. SE, at der er noget at gøre hos sig selv, der kan komme ens børn tilgode.
Jeg mener: Niels Bertrams Mor og jeg er omkring de 30 og Niels Bertram er knapt fyldt 2. Var eller er der slet ikke noget andet at gøre i forhold til dét set i lyset af livet? – Hvorfor har Niels Bertrams Mor behov for at sige: aldrig mere? Hvad siger hun dermed i Niels Bertrams hjerte? Og i mit for den sags skyld? Kan hun ikke se frem af eget hjerte? Give tid?
OPSAMLENDE GENTAGELSE I EN LANG TANKE
Hvad var det for en kærlighed til Niels Bertrams Mor, der skar gennem luften på alt for klar og gennemtrængende vis – og nu har både datter og barnebarn tæt på? Jeg forstod ikke ret, hvorfor du kom med blomster til Niels Bertrams Mor, Svigerfar? Jeg så det godt, men jeg accepterede jo Jeres normer, hvordan det nu var blevet – hvordan Niels Bertrams Mor var blevet. Man skal ikke fæstne sig ved alt, men dog heller ikke sætte sit lys under en skæppe; og jeg er ikke sur, men gør noget for os. – Jeg havde ikke forestillet mig dets alvor i Niels Bertrams Mors liv, i det hjerte jeg så i hende og ville udvikle med mit liv som indsats; selvom jeg hørte Svigermors ord om Niels Bertrams Mor og deraf vidste, at der var sandt og godt i Niels Bertrams Mors egentlige hjerte. – Jeg ville væk fra Roskilde, starte på neutral grund, men hun ville ikke væk med mig og du blev vred, Svigerfar, begyndte at bortforklare idéen, da jeg talte om det, som vel er ganske naturlig? Jeg tror ikke hun kunne med det uvæsen hendes sanser så i mig som sig selv – og som gør det så svært at elske for hende af et rent hjerte. Men som det også var af mig, bare af anden grund. Man må ikke være bange for sandheden i hjertet, for den afslører glæden og dermed fremtiden vi har for os. Alt det gode vi kan nå at gøre. – Jeg forstod ikke klart nok, at Svigerfar Niels Bertram på sin vis var dit og Niels Bertrams Mors barn, men det gjorde mit hjerte kan jeg i dag se. Jeg kaldte ham Svigerfar af kærlighed til familie, til dig Svigerfar og forståelse for slægtens betydning, forståelsen af, hvor vigtigt det er for et barn at vokse op i kærlighedens ånd, der ved sine ofre kan forene moderen og faderens forskelligheder. Min kærlighed til Niels Bertrams Mor forstod hendes sorrigfulde kærlighed til sin far og kunne kun heles ved at glæde dig. Men det var uheldigt for derved blev hendes hjertes forhold til navnet ”Svigerfar” jo blandet sammen som den kærlighed, jeg tror, du må sande at have elsket hende med i uskøn alko-sørgmodig forvirring. - Så hjertets sanden hos mig forstod det godt, men jeg kæmpede selv med uvæsenet, det uvæsen der som ovenfor beskrevet kommer af fædres kærlighedssvigt: ikke at være ordentligt tilstede gennem deres opvækst eller pludselig svigten ved manglende bekræftelse af alt barnet har lært sandt og godt; har mærket af og hos sin far. Ligesom du sikkert har oplevet det, Svigerfar. Svigtet af sandheden i hjertet. Men det kunne Niels Bertrams Mor ikke forstå godt uden selv at skulle ned i sit eget hjerte og der indrømme sig selv – få adskilt sin gode far fra det dårlige (næstekærligheds kærlighed adskilt fra begærskærlighed; den første indeholdende den sidste og ikke omvendt, som ikke kan lade sig gøre uden svulst; Jekyll and Mr. Hyde). Jeg var klar over at mit 13-årige barnehjerte stadig søgte en kærlighed og derfor uundgåeligt ville søge faderforbilleder, sålænge jeg ikke fik lejlighed til at danne mig mit eget, udvikle mit eget med Niels Bertrams Mor – og til den ende måtte trække barnetroens hjerte op i den voksne identitetsdannelse, undgå at den identitetsdannelse, der i sin tid var nødvendig at beslutte bevidst: lev med det, og derfor mulig at hente for mig, ikke skulle lukke sig som fortrængning: for da ville jeg ikke kunne mærke blodet i mit eget barn, sanse det, hvor det er i livet, hvad der sker hos det. Det ville kræve tid at udvikle mig som far, at virkeliggøre mine personlige erfaringer med at være søn og således far. Hvilket på sin vis er helt naturligt. Men sålænge næstekærligheden som menneske, at være fornuftsfar for sig selv og far for andre, der også manglede kærlighed, altså menneskevennens søgen efter faderkærlighed og varetagelse af den hos andre som næstekærlig forståelse, sålænge den var gående kunne det ikke lade sig gøre. Og det var den jo i forhold til dig og Niels Bertrams Mor. Fordi I fortrænger istedet for at indrømme Jer selv; både dig, Svigerfar og Niels Bertrams Mor er så smukke indvendig, det véd jeg. Og det er derinde det gælder fremtidens livsmulighed. Hvorfor skal det ikke udfoldes som ånden Niels Bertram kan vokse op i?
Jeg vidste med andre ord, at mit barnehjertes søgen efter faderforbilleder uundgåeligt betød, at jeg blev påvirket af mennesker, der var fædre – og at jeg således uundgåeligt ville blive påvirket af dig, Svigerfar. Det er ikke din skyld, men det hænger uskønt sammen hos Niels Bertrams Mor. (Jeg brød med Preben og Min morbror af samme grund, men dig, Svigerfar, kunne jeg jo ikke bryde med, fordi jeg elskede Niels Bertrams Mor og håbede vi sammen kunne finde et leje. Men som jo var og er svært for Niels Bertrams Mor, fordi, er jeg bange for, din kærlighed har låst hendes eget hjerte ganske grundigt. Og det låser altså Niels Bertrams nu). Men der var også en anden vinkel, nemlig at Niels Bertrams Mors svære adgang til sit eget personlige barndomshjertes sanser – som nu desværre for os alle og Niels Bertram ikke mindst, kanske vækkes af en anden udenom Niels Bertrams og mine – gjorde det svært for hende at finde sin moderrolle personligt. Hun er en god mor og det kan vi takke Svigermor for, men moderbilledet inkluderer faderbilledet og du, Svigerfar, har uden tvivl også været en god far – men hun må fortrænge noget af dig, fordi du fortrænger noget hos dig selv, hvorved det er svært for hende at blive mor og forstå faderens rolle på personlig vis. Du har vedligeholdt sorgen med alkohol, Svigerfar og det er blevet mit problem nu i forhold til Niels Bertram. Niels Bertrams Mor spurgte en dag om du var alkoholiker, du svarede nej, fordi du ikke ville. Hvorfor skal løgnen leves så langt ud, når der er sandhed i dit hjerte. Mavens begær kan ikke skjules. Alkoholisme handler ikke om genstande, at styre sit forbrug, men om at skellet mellem kærlighed og begær udviskes, dømmekraften i følelseslivet svækkes. Men du kan nå det endnu, du kan nå at gøre en stor forskel i dit eget liv i forhold til dine børn - og Niels Bertrams liv. Og mit, hvis du hører mig som din ven.
Sådan, tror jeg, så Niels Bertrams Mor indirekte altså både pga. mit eget hjertes fadersøgen, far-billedet, person-ligheden, jeg kæmpede for at holde fri til Niels Bertrams Mors og min egen personlige familieudvikling – og pga. hendes barnehjertes fadersøgen, barnehjertets ægte kærlighed og omsorg for sine forældres lidelser: sådan så eller mærkede Niels Bertrams Mor indirekte mig som dig, Svigerfar. Og altså ikke uden grunde både hos dig og mig.
Det måtte hendes eget hjertes personlige udviklingsmulighed så at sige tage afstand fra. Derfor er jeg skubbet ud og derfor har hun garanteret også i en tid skubbet Jer ud. Væk fra voksne mennesker, der ikke forstår hendes følelser, længsel, etc. – fordi hun ikke selv kan komme til forståelse af sit eget hjerte.
– Men det løser bare ikke noget for hende, at begive sig videre med en anden. For sorgen indhenter os gennem Niels Bertram. Og jeg er ikke dig, Svigerfar. Det billede, den erfaring at mit depressive uvæsen (som jo er lettet) som dit sorg-alko-uvæsen er koblet sammen hos hende, fordi hun ikke har lært at skelne. Og det bliver Niels Bertrams, hvis ikke Niels Bertrams Mor og dig får indrømmet sandheder i kærlighedens navn, livets orden. Og vi således alle sammen får bekræftet hinandens hjerter her i livet, ikke skal leve det i sorg, men på glædens lykkelige fremtid sammen og af et rent hjerte. Det er vejen ud for os alle sammen. Og derefter kan Niels Bertrams Mors og min personlige fremtid komme videre sammen med Niels Bertrams og stadigvæk i forhold til Jer - hvis hun altså får hjælp til at sande det og afslutte med Jonas.
Det vil hun givetvis ikke, men den vilje kan ikke tjene hendes liv fremover, fordi den ganske vist er hendes eget hjertes kamp, nødvendigheden af og ønsket om at komme videre – men omsat via begærssvulstens uforstand i forhold til det liv, hun dermed planter Niels Bertram og sig selv i og derefter bliver nødt til at bekræfte som et godt liv fremover på falsk grundlag. Et sorggivende liv. Kan I høre og se det for jer. Niels Bertrams Mor skal have sin kærlighed i fred, jovist – men kan I ikke se, at hun ikke får den? At dit hug Svigerfar er Niels Bertrams Mors hug i hjertet i forhold til Niels Bertram og mig. I virkeligheden, når det kommer til stykket, så ville I måske egentlig hellere blot: at jeg tog mit eget liv. Så ville alle kunne glemme det hele og leve ufortrødent videre. – Men sikke da noget vrøvl: det bliver sorgen da ikke mindre af. Hjertet i os alle ved besked, hvis det tør sande sig selv i kærligheden til livet. Mærke os selv i det hjerte og bruge dets lys til at se livets orden i øjnene, og så som de forskellige hjerter nu kan se sig der: forsøge at gøre noget i forhold til vores børns fremtid.
Den dag hun skal sande, da er det for sent, der sidder hun måske i et nyt forhold og bliver gravid. Det er da synd, set i forhold til de muligheder vores liv med Niels Bertrams ellers ville kunne blive til: en bedre sans for vores eget liv og dermed også hans.
NOK ENGANG AF KÆRLIGHED TIL NIELS BERTRAMS MOR. (Og for arveprins knud!)
Det uvæsens væsen tror jeg bedre, jeg forstår nu og det ønsker jeg ikke for Niels Bertram, selvom jeg godt ved, at det er sådan Niels Bertrams Mors kærlighed er blevet i den forstand, at hun f.eks. var målløs, bleg, paf, da jeg foreslog at Niels Bertram skulle bo hos mig – eller som når hun fortæller mig, hvem Niels Bertram må besøge med mig – eller som: at det nok er bedst, at jeg ikke kommer på Niels Bertrams fødselsdag, fordi han bare bliver forvirret. Det er en altfor krampagtig længselsfuld begærende kærlighed til et barns hjerte. Og for hendes eget. Det er da synd.
For jeg tror stadigvæk på Niels Bertrams Mors eget hjerte, jeg tror stadigvæk på at det kan vokse og udvikle sig inden det er for sent i forhold til Niels Bertrams hjerte – elske sig selv ret i indrømmelse af sit eget liv og derved af Niels Bertram. Men det kan ikke ske, hvis ikke hun giver sig selv tid, ikke forstår hendes kærlighed bedre, hvad den kommer af – og hvad der skal indrømmes hende den anden vej fra.
Det kan ikke ske, hvis ikke hun giver sig selv tid i tide, sit eget hjerte. Det kan ikke ske, hvis hun lader en anden rode med det, en som garanteret tænder på hende – men af hvilket hjerte? Hvorfor har Jonas forladt sit barn? Tænder han sådan og bekræfter derved hendes kærligheds væsen, er jeg bekymret for, at det er det forkerte for hendes fremtid. Og Niels Bertrams hjerte prisgivet.
Jeg er bekymret for, at hun tilstopper hendes oprindelige sande hjertes mulighed for at lære sig selv at kende bedre som person, som menneske nu for resten af hendes dage, som hendes eget hjertes udviklingsmulighed – men istedet mærker det sande hjerte som et hul, der skal lukkes med en anden mands begær. Begær skal der til, men det personlige sande hjerte skulle helst stå ret i forhold til livet ellers bliver det aldrig personligt og udviklingsmæssigt bevendt. Og det er da en skam, at det sande frø ikke skal spire af hjertets borg sideløbende med et sundt begær, som ikke skal ændres eller begrænses, blot forståes af livshistoriens Niels Bertrams Mor-hjerte-sanden. – Hun stiller begæret i Niels Bertrams hjerte for sin far.
Med andre ord: Livets stemme skal lede tilværelsens gøremål som kirken rummer staten i livets afgørende spørgsmål – og ikke omvendt, for staten har ikke forstand på det personlige livs hjerte og dannelse derved gennem livet i troen på kærligheden. Staten, fornuftsystemerne, normerne – mine 2 dage, hver 14. dag, Niels Bertrams Mors filejs – fornuftsordningerne kan ikke lære livet, at det personlige ansvar i livet aldrig blot drejer sig om en selv, men hvordan man gør sit liv af eget hjerte og ikke af andres normer uden derved at skulle udelukke dem. Vi er døbte og det er ikke blot en ceremoni, nogen gjode med os, men blodets sprog gennem arven og miljøet – og som kun kan forståes i lyset af kærligheden i ens eget hjerte (og ikke begærssvulstens!). Livets eget lys, der oplyser en selv om , hvem man er og historien man er stillet med – et barn f.eks.– og hvad menneskelivet kan og på lykkelige vis bør gøre gennem tilværelsen dermed. Livet møder sorgen i verden, skæve eksistenser, når det selv bærer sorgen i hjertet, er blevet en skæv eksistens – men det bliver ikke lykkeligere af at bekræfte sin udvikling i det spor. Det skal op, som vi var på vej, men Niels Bertrams Mor ikke så – hvorfor mon?
Skuffelsen bestod ikke blot i, at I forholdte Jer neutrale som forældre, lod Jeres datter selv vælge. Det var utvetydigheden, der på ingen måde tog stilling til barnet som menneske. En skuffelse over menneskets evne som forældre – og sikkert også fædre - til at gå ind i livets konflikter og fortsatte gang uden at spolere det for sig selv. En skuffelse som en dom over mig som ung menneske og far for Niels Bertram, der elsker Jer allesammen af et godt hjerte, ser det gode i Jer – og i Niels Bertrams Mor ikke mindst.
Og så må det tilføjes: at sådan bliver menneskevennens sorg også Jenses sorg, fordi han er far for Niels Bertram i sorgen: kun at være fars søn to dage hver fjortendes dag og uden fars mor - sådan bliver den sorg sørget for og vendt i glæden ved sandheden som Kærligheden byder mennesket gøre, så det ikke kommer på at gøre dumt og derved sig selv som andre ondt for fremtiden. Og det vil kanske, hvad jeg ikke håber, også blive nødvendigt at gøre for ham fremover. For livet skal i lyset kende sin retning nedefra og op som indefra og ud.
OPLØFTNINGEN
Vi kommer aldrig uden om at forstå os selv i forhold til tiden. Men vi kommer slet ikke til at forstå os selv, hvis ikke vi gør det i forhold til livets natur. Og endeligt bliver vi ikke frie til og i kærligheden med alt, hvad deraf følger af familie og gøremål, hvis ikke vi lader livets hjerte lyse vort eget op; troens naturlige sans for livet.
Tro er ikke blot kristendom eller anden religion, men at se livet i naturen som andet og mere en blot naturvidenskab eller humanisme, ligesom livet ikke er verdens fornuftssystemer – at se livet sådan, fordi man netop er i live og kan ånde og gøre det godt med den sans.
Troen. Den varme følelse, kærligheden eller glæden ved at være til i livet er forståelseskraft, sanselighed, der kan sætte såvel ens eget som andres liv på rette kurs, en påvirkning, ja, men ikke uden den varme følelses grundimpuls. Ikke manipulation, men talende af hjertet i ønsket om, at det hos den anden høres af vedkommendes eget hjerte og ad den vej må gøre som det mærker rigtigt, sandt og godt i forhold til sit livs roller i livet – og selvfølgelig gerne i forståelse for afsenderens hjerte, hvilket jo er det samme. Personligt har jeg det sådan, at jeg ikke skal sige andre noget om livet, medmindre mit eget er personligt involveret og således afhængigt deraf; og det stiller store krav til, hvordan jeg får det sagt, fordi et personligt involveret liv ved sig afhængig af de andre personer, der er involveret i det. Ingen personlige sejre på andres bekostning, men om det høres ret: en sejr for en livsforståelse, der giver sig selv til andres liv på en måde, der, måske om gud det vil, kan virke opløftende af den personlige glæde i livet hos alle involverede for fremtiden. Og derved bekræfte den altid personlige mulighed for at handle livsbekræftende. Mennesket må selv tage affære som person – men skyder kanske sig selv i foden, hvis ikke det gør det af troens sans i hjertet af sin livserfaring, af sandfærdig kærlighed. For så er der vel ingen grund til, at tage affære!
KÆRE SVIGERFAR
Der må være blevet rippet godt og grundigt op i dit liv, hvis du har læst så langt. Men det er ikke af livsens ondskab, vi begge kender på hver vor vis. Men af sandfærdig kærlighed. Jeg er din ven, Svigerfar, det håber jeg du forstår. Men samtidig er blod jo også tykkere end vand og derfor er jeg nødt til at gøre en indsats for Niels Bertrams liv. Men det forstår du jo også. Og jeg vil ikke slås eller strides i slægtskamp eller over andet åndssvagt, men forstå mig vej, forsoning. Jeg holder stadigvæk meget af dig og forstår dig måske som du aldrig er blevet forstået før. Det er det kærlighed og livets fremtid går ud på for os alle sammen, fordi vi er forbundet – men også fordi alle de glædelige oplevelser I har givet mig, stadigvæk er glædelige oplevelser hos mig. Det holdes adskilt og glemmes aldrig i hjertet som sådan. Jeg takker jer mange gange for hvad I har betydet, for jeres åbne hjem. Men det handler om Niels Bertrams Mor, det handler om Niels Bertram – og livets natur dermed – og derfor selvfølgelig også mig. (Pengene vil jeg overhovedet ikke høre tale om i den her forbindelse, de skal nok komme; hjertet skal først, stå ret op først).
Jeg må gøre en indsats for Niels Bertram. Jeg ved, som du nok kan forstå, for meget om, hvordan det ellers vil blive for ham. Det tror jeg også du ved, hvis du har fulgt min tankegang gennem teksten – og hørt den ægte og sandfærdige kærlighed du har i dig. Har jeg trykket, hvor det gør ondt at høre sig selv, så mærk efter, hvad sagen drejer sig om hos dig selv og tag hånd om det.
For du, kære ven, skal ikke ligge og ikke kun sove det halve at natten, fordi det kører rundt i hjernen på dig, du skal ikke have det sådan, at du ikke kan skrive dit CV på et kursus uden at du føler dig nødsaget til at påpege, hvad der bliver rippet op i. Sådan må du ikke have det, Svigerfar. (Jeg elsker dig med samme kærlighed som jeg har måtte elske Niels Bertrams Mor med, fordi...du véd besked)
Har du tænkt på, hvor mange livserfaringer, der er bundet til det, du, som du siger, sætter på plads, lige skal have ordnet, så det igen ryger ned på plads i fortiden. Gode følelser, sanser, energi i livserfaringer, der dermed også holdes skjult, nede, kun går rundt i dig. – Istedet for f.eks. at komme ud til dine børn som god energi de kan lære af. (Niels Bertrams Mor lægger tingene bag sig på samme måde; det duer ikke. Jeg ser hendes rynkede bryn, det er hårdt, men det er indeni. - Og hvorfor skal Niels Bertram blive beviset på det?).
Du er for god til det Svigerfar og din alderdom og kone ligeså. Dine børn har meget at lære af dig endnu, men du skal give dig selv en chance, få talt og forstået med et andet menneske, der har forstand på det. Få brudt dine gentagelse (som ikke er gentagelser for dig, men kampen i selvbekræftelsen af det gode hjerte) og finde nye gamle ressourcer frem - følelser, sanser. Det kan du godt, det er nu i forhold til din sidste forhåbentlig lange tid. Dit hjerte skal fri af sine billeder og opfattelser af tingene, så du kan blive åben igen og se, hvordan hele dit livs erfaringer kan bruges til at elske som var du tyve, bare på en anden måde end man nok vil være tilbøjelig til at omsætte det som tyveårig. Eller Ja, hvem ved. Dit liv har gjort sig mange flere erfaringer end du selv er klar over, hvis du fik mærket dig selv længere inde og derigennem lukket op for sluserne på en ny måde. Giv slip på din fortælling om hvem du er, hvor skabene skal stå og så videre – så andres kærlighed til dig gennem livet kan fortælle dig, hvad du har som de savner i deres liv, men som du således kan give dem på erfaren vis, hvis du åbnes. Må glæden i dit hjerte strømme ud i dit blod med sin guddommelige varme, hele dine dårligdomme og give dig svar.
Jeg ser dig som en sej, stærk mand, der har kæmpet sine kampe gennem livet, været en god far på mange måder, holdt sammen på ”skidtet”. Og det har jeg respekt for. Men jeg kender også den generation du tilhører. Jeg kender min egen far, som jeg har været inde på. Jeg kender de hårdtarbejdende mænd i den generation. Og jeg ser også, at du har været klogere end så mange af dem mht. at håndtere følelser, være følsom. Derfor ved jeg også, at du har modet. Følelser er ikke ukendt land for dig. Men der skal ord på og du skal selv finde dem bedre. Eller finde dem sammen med en anden gennem samtale. En der hører ind bagved og ved, hvad der er godt til dig. Spørg ind til dig. Det er ikke for sent. Tværtimod kan det åbne dig for en ung alderdom.
Og hvorfor? - hvad rager det mig?
Det har jeg vist fortalt. Forældres fortrængninger er blinde vinkler i forhold til deres børn. Eller værre, alt for magtfulde bånd at bryde for børn og især som voksne. De områder af livet fortrængningerne angår hos en selv og man således ikke ser – de områder lærer børnene heller ikke at se, eller de forholder sig til områderne på samme måde. Dvs. barnets åbenhed, dets frie valgmulighed, frie sanser og erfaringsdannelse er i den udstrækning forældre fortrænger dømt lukket land fra start. Fortrængninger er begrænsninger af ens sanseevne: at se, høre, lugte, smage, mærke – og forstå, kunne behandle sansningerne og vokse deraf. Og derfor også begrænsning af ens livmuligheder, fremtidsmuligheder, for sig selv og sine børn. Tænk over det.
FORSTÅELSENS SIGTE
Hvis Niels Bertrams Mor ikke kan se, hvad for et liv hun lever – eller rettere sagt, bare rent logisk set, hvad hendes valg betyder for Niels Bertram og hendes eget hjerteliv; et hjerte som hun måske ikke kender, det må I kunne se som jeg, så synes jeg det er meget synd for hende og Niels Bertram. Og dermed er min opgave stillet. - Neutral, ja, hun må selv lærer tingene henad vejen. Men kan man ikke det uden at svigte sig selv?
Niels Bertrams Mor og jeg forlod hinanden uden at have lært hinanden godt at kende, fordi det ikke var muligt for os. Jeg er tilbage, men er Niels Bertrams Mor tilbage – og kan hun se Niels Bertram? Det var ikke vigtigt for Niels Bertrams Mor at kende sig selv bedre, forstå sig selv bedre – eller hun ville ikke tilkendegive det åbent i forhold til at kende sig selv bedre gennem den anden, det gode hos mig; men måske virkede det, som hun havde forbrug for det og måtte afkræfte mig mere end jeg var i forvejen af min deltagelse i livet hos andre. Men det er heller ikke afgørende, at kende sig selv og forstå, når tingene går godt og kærligheden er tro i hjertet.
Når livets orden imidlertid kalder som mit hjerte tilsidst rykker, når noget er galt, for at se hvorhenne - så må man finde på noget for en tid, en pause eller andet, udvikle sig, forstå andre sider af hinanden som sig selv, der er så mange - uden derved at smadre sin egen fremtid gennem sit barns opvækst og trivsel.
For det bliver jo kærlighedens forpligtende omdrejningspunkt, hvor igennem man minder hinanden om, hvad den voksne kærlighed skal give og hvilken ånd, den kan trives i. Og i mine øjne, som mit hjerte er stillet, er det afmægtigt at skulle sige: for sent, du ku’ bare have fået mig til at blomstre eller lign. Hvad tænker du, Svigerfar? Er det ret op, kan du høre mig, sande mig som dig selv i hjertet for os alle, Niels Bertram, fremtiden?
Jeg kender det unge søgende liv af i dag, man er bange for at det er slut. Skal lige have det sidste med eller lign. Og pludselig er det bare ligesom for sent at få ordentlig fat om sig selv, sit liv og fremtid. Ærgerligt. Der sker noget kropsligt omkring de tredive, men det fortager sig – eller fortsætter hvis man ikke holder fast i det lange træk, rammefortællingen, livets naturlige orden. For så falder hjertet på plads, hvor det skal.
Men så gør man da bare sådan, finder på noget nyt. Altimens en drengs hjerte og sind kastes rundt i manegen, vokser op og bliver en cirkusklovn – hvis det går godt. Nej, men alligevel i overført betydning. Sikkert og vist er det, at han kommer til at bruge måske unødig meget tid og energi på at være sig selv – for hans morogfar-hjerte kan ikke være hjemme i samme forstand hos ham. Et hjerte har kun et hjem. Og derfor er jeg blevet en svulst på Niels Bertrams hjerte. Og den vil vokse som alt andet. Sådan er det bare, jeg er ked, at jeg ved det. Men sådan er det. Derfor ser jeg også ind i det istedet for væk fra det. Jeg er ikke bange for sandheden og det skal I heller ikke være, for dér forstår man hvad kærlighed er for en størrelse, hvorfor der findes tro i livet og hvorfor man gør bedre i at respektere livets orden i tide. Der er erfaringer man ikke behøver at gøre sig, hvis altså man får chancen for at undgå at skulle gøre dem. (Jeg har været ovre på den anden side engang: sandheden uden kærlighed og sanset og mærket dødens liv i livet – men det skal ikke i orde her, selvom det er det, der giver mig modet til det velkendte almindelige liv, men med større respekt for livets orden med kærlighed og såvel erfaringsdannelsen som udviklingen derigennem). Glæden er evig ung og sådan kendes og tros livets natursande orden bedst. Sådan kan man sanse det smukt, godt og brugtbart for såvel ens eget som andres videre livs udvikling.
Og derfor er alt hvad jeg har skrevet også en bøn til Jer om at få mærket livets varme kærlighed i hjertet, så det kan sande, hvad der kan lade sig gøre i Jeres liv og til Jeres liv. Jeg har ikke set noget hos Jer, jeg ikke selv kender – for man kan kun se det man selv kender. Medmindre man åbner op for troens sanser og sanden i hjertet som I nu forhåbentlig ikke blot har læst alt det her, men hørt Niels Bertrams hjerte tale, hvis det ku´tale.
I KÆRLIGHED
Det er ikke uden vanskeligheder at vende tilbage, finde sammen igen. Menneskelige forhold kan ikke blot aftales på plads. Sådan føler og tænker jeg heller ikke omkring det. Men forståelse kan gøre meget, åbne op for helt nye perspektiver i sit eget liv, sansninger af sit liv.
Men hvad så med forelskelse, den gamle opfattelse af, hvordan livet skal ske? Hvordan skulle Niels Bertrams Mor kunne vende tilbage til mig? - Det kan hun ikke uden at forstå mere om livets alvor som humor, sorg som glæde. At hendes liv ikke forsvinder, men at hun får det tifold tilbage. At det først bliver til ad den vej.
Forelskelse foregår i hjernen ved de billeder, persontyper, man tænder på seksuelt. Ligesom rockstjerner ikke behøver kurtisere pigeskaren, men bare tager for sig af retterne, hvor ulækkert det end måtte lyde. Vi véd det. Men hverken pigen eller rockstjernen bliver lykkelig i livet af den magts vold, ligegyldigt hvor begejstrende det end måtte være. Det søde liv gør hjertet surt eller mere og mere krævende at holde sammen på, sanse sig selv i på menneskelig vis – det bliver løgnens liv. Det giver erfaringer af livet som et forbrugsprodukt. Og det får menneskehjertet det skidt af i længden, fordi kærlighedsbudskabet ikke blot er et trosfænomen i hjernen, men en sanden af sit liv i sine erfaringer, hvad de har betydet for ens opfattelser af tingene og handlemuligheder. Og betyder fremover, hvis ikke man justere sig lidt ind, bliver bedre til at skelne sit eget liv fra andres, i sit eget personlige hjerte.
Kærlighedsbudskabet er fysisk som barnets hjerte må tage stilling mellem de voksne, når de ikke er hjemme i samme forstand, samme sted. Og derfor får det ægte hjerte det skidt ved ikke at kunne mærke sig selv som liv, der kan bruges til at elske og handle godt for andre menneskers tilværelse og derigennem ens egen. Lære af sit eget hjerte, fordi livets stemme der fortæller, hvem man er som menneske – livets, glædens lys i hjertet kan oplyse personens liv, den person man er. Og dermed, hvad der vil være bedst til en. Og jeg kan ikke tro, at det lys ikke findes i Niels Bertrams Mors hjerte som jeg ser det og har mærket det af og til, og hos Jer. Jeg kan ikke tro, at det lys i eget hjerte, der kan lærer en selv bedre at kende kommer forud eller er i modstrid med et barns.
DET VOKSNE BARNS KÆRLIGHED FREMFOR BARNETS?
– formulérbar undersøgelse af livets bud som jeg hører og giver det videre
Jesus sagde, da disciplene truede af børn, der blev bragt til ham, for at han skulle røre ved dem: Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind idet. Og så hjalp han børnene ved at døbe dem i faderens og sønnens og helligåndens navn til Guds velsignelse.
Dyppelsen, dåben er altså en hjælp til livets børn. Jesus hjælper børnene, siges der. Han hjælper dem til Guds velsignelse ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn – altså i troen: tro, håb og kærlighed. Hvoraf den sidste er den vigtigste, som det står skrevet andetsteds i evangeliet.
Mennsket spår, men Gud rå’r. Jesus ofrede bogstaveligt talt sit liv, for at der overhovedet skulle være kærlighed i verden. Det Gamle Testamentes Gud var sandhedens – og den var grusom, der var ingen nåde, kun sand visdom uden sigte for livet, ingen livsvisdom om livet levet i kærlighed. Livet var et helvede, man skulle gå igennem, sådan var troens naturlige bud, fordi man jo erfarede naturen, forstod dens sammenhænge – men ikke forstod, at forskellen på naturen og livet er den, at vi er i livet, er levende, har en vis magt i forhold til at beherske naturen og således livet. Det forstod Jesus: beherskelsen, det at livet har en vis magt, er livet i kærlighedens navn.
Jesus frelste livet i Guds grusomme sande verden ved at stille sit liv i sandheden, Guds vold, og bruge al sit livs kraft til at elske den, omvende den for menneskelivets skyld, for fremtiden. Istedet for at blive afmægtig af den i forhold til livet med andre mennesker, konfronterede han den med glæden i livets hjerte, at vi er lever og ånder. Elske sandheden ved aldrig at bruge den til at gøre andre ondt i livet, men kun godt, så deres liv kom til at vokse, forstå, tro, håbe og elske sig vej i hans billede. Ikke i verdensbilledet, ikke i fjernsynets grusomme sande elendigheds verdensbillede. Han viste livet vejen, at det skal ofre sig i kærlighedens navn. Ikke som ham, for der er kun én Gud, én Jesus, én Kærlighed, ét liv, ét barn, én jord, én verden. Men i hans billede. Jesus lærte livets fremtid, at det skulle elske livet hos den anden – næsten – fordi livet er menneskenes fælles gøremål i forhold til sin, deres natur i guds verdensnaturs voldsomme kræfter.
Dåben er en hjælp til livet. Før barnet vokser op og bliver bevidst om sig selv, forstiller sig – skal dets hoved mærke det hellige vand af hånden fra et andet menneske, Guds tjener, Præsten. Dets øre høre, hvor det altid har hjemme. Høre og mærke familierne omkring sig glædes ved at være sammen, være bragt sammen af barnet, livets begyndelse i det store rummelige fælleshus, Kærligheden til og i menneskelivet sammen.
Dåben er et offer til Guds velsignelse. At give livet noget at holde sig til, tro på gennem sit hjerte gennem livet – så det ved af at beskytte sig i Guds almægtige verdens vold. Jesus har ikke blot respekt for sin far, han kender sin faders magt: verdenskræfternes grusomme sandhed. Og han varetager den på menneskelivets vegne ved gennem dåben at hjælpe livet til hans velsignelse: at han, gud, verden må være god ved barnets liv, når det lever i troen på kærligheden til livet i faderens, sønnens og helligåndens navn – på én gang.
Hjælpen er at ofre noget af barnets sanselighed, begrænse og målrette livets egne kræfter til en fortsættende bekræftende billededannelse hos sig selv, som sker gennem at fatte ægte kærlighed for næstens liv. Jesus/Kærligheden hjælper børnene, altså livet, ved at ofre en del af deres sanselighed, måde at sanse på, bevidstheds sanselige fornøjelse og fristelser, lyster, deres måde at erfare livet på – forstået på den måde, at han giver dem et sprog, Ordet, troen i hjertet at føre livet efter, erfare det ved, først som sidst i alle livets afgørende spørgsmål. Og det liv, der deraf følger. Noget at holde sig til i kødet: hjertet.
Dåben giver barnet et navn, at kaldes ved, så det véd, hvem det er, kan høre sig selv, når mor og far kalder. Navnet er slægtsforbundet og derfor er dåben at give barnet, mennesket, et øre til sig selv i mor-far-kærlighedens og via deres omgangskreds den mellemmenneskelige næstekærligheds helligånd (andres vidnen og ansvar dermed: at stå fader f.eks.).
Et øre, så det kan høre, se, lugte, smage og mærke, vokse og lære, hvordan dets blod og de kræfter det måtte afstedkomme skal forståes, håndteres og elskes med kærlighed til livet som det stiller sig i det personlige hjerte; f.eks. Niels Bertrams. Et kærlighedsopdragende øre. - Gennem mor-og-far-tilværelsen i dagligdagen med gøremålene, barnets omgivelse, at give barnet et øre for sit eget hjertes kærlighed og væksten derved.
Ligesom et lille barn...Blodets opvækst ved dets bånd, det, at blod er tykkere en vand, skal forståes og håndteres af de voksnes kærlighed ligesom et lille barns er sanseligt åben for livet i guds rige verden. Høres og håndteres gennem de voksnes indsigt og indrømmelse af hinandens personlige barnehjerte, barnetroens – og den livserfaring barnehjertets lys derved kaster frem, vækker og belyser. Og som vi må handle ud fra her i livet. Den der ikke elsker livet i verden ligesom et barn kommer slet ikke ind i himlen, får det mao. ikke godt.
Slægtsblodet skal opfattes i næstekærlighedens navn, befattes med kærlighed til livet som var det ikke ens eget, men en andens man skulle varetage. Og således personligt må gøre. Derved, oplever jeg, tager man ansvar for sig og sine, og de kræfter der er involveret i blodets bånd som kærlighedens fremtidsmulighed, hjertevækstmulighed – som kærlighedens egne bånd. Altså slægtsforståelse og næstekærlighedsforståelse på én og samme gang. Slægtsblodet skal opfattes i navnet som døbt til et liv med sans for kærligheden i og til livets naturlige orden – for på den måde at kunne stå imod den almægtige guds verdensvold, jalousi, vrede, afmægtige livsfornægtende kræfters spil. For ikke at gøre væksten i livet til en vækst i livets hjerteløse sorg; afmægtighedens.
Det er altså fysisk, når man er døbt i Faderen, Sønnen og Helligåndens navn – altså naturligt i livets altid menneskelige og familiære foretagende. Fædres svigten er deres manglende sans for livets fysik, deres manglende evne til at vedligeholde den, deres krop, deres hjerte, så det kan sende ilten til hjernen uden tobakståger eller fortyndet blod – så de kan opfatte deres eget blod som det kommer af hjertet renset af leveren. At de ganske vist skal ofre sig i arbejdets ansigtssved, men ikke forbruge af kærligheden dertil, men stemme kærligheden op derved. Og ad den vej vise sønnen, at der skal ofres kræfter på at forsørge familie, men ikke uden hjertets trivsel, at kunne give og tale af åbent hjerte som menneskeperson – for derved forstår sønnen helligånden i livet: at kærligheden aldrig blot er begærets bånd, hverken blodets til barnets eller forældrenes imellem (det seksuelle) – men altid også varetagelsen af menneskepersonen hos den anden, at sørge for dets udvikling, at dets hjerte selv kommer på tale og høres.
Og det er ikke en belæring. Det er en undersøgelse og ikke vanvittigt religiøst for mig. Det er mit hjertes opfattelse og sans. Troen er ikke en ideologi, men en ordsamling, der har 2000 på bagen i virkelighedens liv gennem slægterne, familierne og på den måde er et fysisk fænomen med magt bag. Af samme grund indretter samfundet sig gang på gang efter familierne og deres ønsker, for det véd – klarere førhen end i dag – at fremtiden afgøres dér. Det hed Oplyst Enevælde, blev til Oplyst Demokrati – og nu er det måske bare et socialt Demokrati, en fornuftsstyreform uden forstand på livets, børnenes, menneskets hjertensgode selvstændige dannelse i Kærlighedens navn
Det er ikke en belæring – for så misforståes det - men en måde at forholde sig til livets alvor, alt vort, når blodets kræfter er stærke, når er blod tykkere end vand. Og derfor heller ikke uden humor. Ikke uden lysets glæde i den sorg livet er i færd med at tilrettelægge for os, skabe vækst i. Men som hermed lyses op for i et helhjertet forsøg, at undgå dens videre svulsten. - Et forsøg, der suger af livskraften i mig, gør mig til skind og ben – godt det er fastelavn! – fordi Niels Bertram skal have en bedre chance sammen med sin mor og far. Det er praktisk sans for livet, den afgørende sans, som jeg så har måtte forstå personligt.
Guds rige er den trygge barndom med kærlighed fra mor og far sammen, der giver åbne sanser i livets naturlige orden. Som jeg selv har oplevet den. Den barndom sørger for hjertes bekræftende dannelse, den umiddelbare kærlighed, tiltro og voksende forståelse for det gode i menneskelivet, det livsbekræftende, der på en gang er naturligt og godt til livets videre udvikling. Det er da smukt, synes I ikke?
Men Guds rige er jo også den verden, der træder ind i livets hjerte med sine begær og dækker barnehjertet til, så det får svært ved at kende sig selv sandt og godt – når, hvis og såfremt man forbryder sig mod livets naturlige orden og tror man er fri som en sorgløs fugl. Tror man ikke behøver holde sig til hjertet, justere sig ind og få det bedste ud af det, fordi det er det bedste.
Friheden i kærlighedens tryghed og tro på hinanden er smukkere, efter min mening. Og så kan den vare hele livet igennem. Gøre det godt, færdig bum og kunne se tilbage på det, når den tid kommer. Dét er forelskelsen, personligt, i kærlighedens navn, der på én og samme gang er forenet i barnets blod – fadersøn-begærligt, fadermoder-begærligt, men næstekærligt samtidigt. Det er ånden og sådan elsker jeg Niels Bertrams Mor og Niels Bertram. Sådan elsker jeg næstekærligt Jer .
Forelskelsen nu
Forelskelse skal der til. Man skal tænde hinandens person, tænde personligt. Både Niels Bertrams Mor og jeg har også været forelsket, men vores personer, det hele af dem, hjertet i dem, ja det har jeg været inde på. Kommer de personer frem som hele, med deres eget hjerte, så ser billedet anderledes ud. (Derfor giv tid, mens: i sne står urt og busk i skjul – foråret kommer med sin håbefulde varme sommer).
Sagt på anden vis. Den tilværelse Niels Bertrams Mor og jeg har levet med mange forelskelser og mange forhold gør at vi kender forelskelsen temmelig godt i såvel tidens som livets løb. Derfor kan det være svært for mig at forstå, hvorfor Niels Bertrams Mor gør som hun gør, hvis ikke jeg forstod, at hendes eget hjerte er nødt til at kæmpe på den måde. Og hvorfor hun måtte skubbe mig ud, som jeg også har været inde på. Drømmen om, at det hele skal gå op i en højere enhed har alle mennesker, psykologerne kalder det en drøm. Jeg kalder det livets orden og forstår derunder dets skabende kraft, dets evne for genfødsel af sig selv – livets orden, fordi den enten bliver en realiseret orden eller en forsat realiserende, desorienterende og sorggivende uorden, når først barnet er en realitet.
Ikke alle drømme kan realiseres, men livets naturlige orden med dens skabelseskræfter er således ikke en drøm, men livets alvor som også samfundet og fremtidens for os alle - en glæde, hvis man ved det og tør tro det i sit hjerte, tør ofre sig for det og vinde sig selv derigennem. Jeg tror mao. på den højere enheds sandfærdige vilkår, hvordan den kan rumme det hele på god og hjertevarm vis med plads til lyset i lystens huler.
Det mange forelskelser og forhold giver er selvfølgelig en masser erfaringer med den slags oplevelser. Og derfor er jeg så kommet dertil, at jeg forstår, hvordan mange unge mennesker bliver skæbnesvangert forført og forelsket – og så at sige jagter kærligheden helt forkert. De jagter sig selv, det moderne selv, de ikke kan finde eller forstå, fordi det er komplekst i dag, med alle de billeder og indtryk, livet skal behandle og forholde sig til. Fjernsyn, reklamer, skolebøgerne, hvad alle de andre gør, hvilke tog man skal stige på og så videre, fordi lyden i øret er, at det gælder om at få noget ud af livet mens man har det. Lyst og glæde er ikke det samme. - Mange af dem lever ikke nede i hjertet og kender ikke dets sprog eller løftede pegefingre i forhold til livets beskeder, muligheder for at gøre sit liv ordentligt i tide. Hen ad vejen med hin anden, man er faldet for og havnet sammen med.
Så idéen om den gamle naturlige forståelse af kærlighed, der begynder med forelskelse, ja den er god nok – men den skal ses i forhold til alderen. Og hermed kunne I måske høre, hvilken alder Niels Bertrams Mors hjerteliv er nået til. Der ligger hendes personlige hjerte fastlåst. Hvor gammel er man i hjertet, når forelskelsesbehovet bliver så stort, at man ikke kan tænke på andet, går i stå indvendig i forhold til det man er i og kun kan gøre godt, hvis det indre kommer med? Hvor gammel er man, dér i hjertelivet, når ens eget hjerte går forud for barnets og næsten – en person hun også elsker, fordi han er god og rar? Forelskelsesbehovet er hendes søgen efter sin personlige identitet. Et naturligt forståelsesbehov, men som hun således nu ikke finder fuldt og helt, sålænge Niels Bertram er der. Og mig med.
Jeg tror ikke et liv, der har været forelsket mange gange, som det er almindeligt i dag, kan blive ligeså forelsket som det blev første gang – hvor Svigerfar måtte hente Niels Bertrams Mor ud op og videre, fordi hun tabte sit hjerte i Svoger’ svigt;( hans manglende forståelse af, hvad der er digt og hvad der sandt – misbruget af kunstens begær uden at kunne skelne mellem digt og Niels Bertrams Mor, og situationens alvor i forhold til livets alder. Hans sammenblanding af tingene, manglende sigte). Nej, det er forkert sagt, at man ikke kan blive smaskforelsket igen. Jeg mener bare, at man skal passe på med at tænde den naturlige kønsdrifts forelskelsesmekaniske uden at være klar over, hvor man er i livet.
For den medfører en hel masse forventningsfulde billeder, der hører fortiden til – og de kan træffe at tage udsynet for ens eget liv og fremtids mulighed, blikket for, hvor man er henne i livet set i forhold til, hvad der skal bygges op nu, for senere at kunne finde glæde og ro sammen til at forstå og opleve livet ved sit under. – Det undre mig, at Niels Bertrams Mor ikke kan se vigtigheden af at bygge op, men på den anden side forstår jeg jo godt nu, mere om, hvorfor hun ikke kan værdsætte den bevægelse som jeg ser den nødvendig, hvis livet som såvel hende som mit skal helbredes (min kulturindsigts forbandelse i mit eget liv, kunne man fristes til at sige - hvis ikke man holdt fast ved troen i livets orden og opgave. Hos Niels Bertrams Mor er den ikke kulturindsigt, men en skæbnesvanger forførelse af hendes eget liv og Niels Bertrams. Derfor er det kærlighed det her, hvor store krav det end måtte stille til Jeres forståelse af eget hjerte. Husk på forståelsens tid synes længe, men hvad er et halvt eller et helt år i forhold til resten af livet? I forhold til Niels Bertrams liv ført op med hjertet på rette sted og ikke forskudt?).
Forelskelse gør som bekendt blind og hvorfor skal tiden gå med det, når fremtiden kunne blive seende og man således kunne nå både at se det skønne liv man har fået og levet, men også se frem i tide, så det i sandfærdig kærlig virke ville kunne komme barnet til gode. Hun har behov for forelskelse, jeg indrømmer det som vi alle har det - men er det for at kunne stå af i forhold til sig selv? – Det holder ikke i den lykkelige forstand i hendes alder!?
Der skal være en næstekærlig tillid og tiltro, en forståelse af livets tid, ens alder og livssituation. Og om hos nogen, så ved jeg at den står stærkt hos mig. Livet er aldrig kun ens eget. Derfor bekymrer det mig, hvorfor Niels Bertrams Mor ikke så og måske ikke kan se, at hun kan få hele sit hjerte med hos mig, mens tid er. (Hvis og såfremt som nævnt...!) Måske står det for stærkt i forhold til Niels Bertrams Mors smag. Men den kan aldrig stå for stærkt, fordi den jo skal varetage livet personligt sammen resten af livet gennem tilværelsen. Den skal være på plads ellers bliver forelskelsen ikke til mere. Og Niels Bertram tilsvarende. Det gør mig ondt, at jeg ikke formåede at få hende til at blomstre – men jeg har fortalt noget om grundene dertil. Alligevel: opblomstringen skal stikke dybere for at holde livet igennem. Mens tid er. Jeg måtte gøre det omvendt for Niels Bertrams Mors skyld og fremtid.
Bliver forelskelsen til mere nu mellem Jonas og Niels Bertrams Mor, ja så kan det altså ikke blive hele Niels Bertrams Mors hjerte – men resten må hun jo så fortrænge, Niels Bertram. Afpresning, nej, for det er så sandt som det er sagt og derfor må det siges. Kærlighedens rolle som håbefuld på såvel livets som andre personers vegne, kan der vel ikke være noget galt i.
Mange forelskelser, mange kroppe – skal sammenlignes med dengang, man måske kun prøvede én anden, før man fandt den rette. For da forvirredes sindet ikke på samme måde i alle sine erfaringer og indtryk. Personligheden var mere fremtrædende, lettere at få øje på – imodsætning til i dag, hvor vi skal spille mange forskellige roller i forskellige miljøer i forhold til mange flere forskellige mennesker. Personer synes mere ens, fordi de færdes i samme standardiserende system og således med rollerne i forhold til dét, jo må klare sig med lag på lag af facader. Det bliver derfor sværere at sanse og forstå, at der ikke er en eneste person, der er ens – og at kærligheden til et andet menneske således er noget ganske særligt, helt unikt. Ja det er i det hele taget blevet sværer at sanse livet som personligt stillet med sin historie og så videre, kunne høre høre historien og se dens personlige hjerte deri.. For det er det ægte livshjerte – omgivet af al sit verdensskrammel i tiden. Det er det hjerte, der giver én livets eneste ene kærlighed i sit liv som det personligt er forbundet med andre – og som, hvis det gælder parforholdet derved, kan gives på tusindvis af måder: kropslige, samtalende, frit, trygt, understøttende og bekræftende den følelse hos hinanden.
Det unikke, det personlige er med andre ord blevet noget, der er svært for mange mennesker at forholde sig til. For de sprog og måder vi skal begå os på, lære, osv. ja de er jo som regel fornuftens generaliserende og standardiserende. Og sådan kommer vi så til at sanse os selv, forstå os selv – og deraf håndtere vores følelsesliv, kanalisere det, vælge retninger ud fra fornuftsordninger. Det unikke bliver med andre ord hurtigt til: jamen vi er jo alle sammen unikke. Og dermed ophæver den nutidige fornuft lige med det samme det unikke ved det unikke til et generaliserende alle. Kan I følge mig? Derfor kritikken af fornutssystemerne, arbejdsmarkedets ånd, osv. Folk, vi, er tvunget op i et leje, livets hjerte generelt set ikke kan følge med til. Der er ikke noget galt med indretningen bortset fra forventningens tempo, som presser bevidstheden op - og videre op kommer dertil, at der skal gøres noget bevidst, for at komme ned i livets naturlige sanser og forstand. Systemets teknologier presser livets forstand op i et matematisk generaliserende fornuftsleje og holder det deroppe, fordi det i begyndelsen ikke kan betale sig at stige ned, da man jo skal på arbejde i morgen – og således henad vejen er meget længere oppe end man selv er klar over. For der er jo noget, der hedder livets egen vækst. Så med andre ord: er man ikke klar over livets egen vækst ser man ikke, at det økonomiske vækstbegreb pres: arbejde, hus, transport, etc.langsomt, men sikkert og vist bliver dét, man i for høj grad orienterer sig efter i livet. Følingen med livets gang og mulighed for at sætte fremtidens dagsorden på netop livets vegne forsvinder ganske ”enkelt”, når flertallet underlægges systemets landsdækkende og verdensomspændende kapital-teknologier og derved kultiverer livet. Medmindre man står af eller engang imellem holder pause eller finder et leje, hvor troen er med og forståelsen for vigtigheden af at holde begær og kærlighed adskilt, holde fornuft og forstand adskilt, holde liv og verden adskilt – så det kommer til sin ret hos den altid originale, unikke persons historie og selvforståelse. Der lærer livet sig selv at kende, hvor det hører hjemme og dér kan det tage nye kræfter, nye idéer, nye måder at forholde sig i verden og samfundet på med ud igen. Livet aflades i vor kultur og må trække sig, så det kan lade op igen. Eller gøre gymnastik sammen, gøre det kedelige, men sunde til det ser og mærker det gode liv i hjertet, skønner på det. Og véd at det er bedst for både kærligheden, begæret og barnet.
Livet er unikt. Men vi kan ikke holde til at sanse, se og forstå alt som unikt. Det behøver vi heller ikke, når vi tror på kærligheden, for Gud gør det for os, gud ser alt, selv et hår, der falder af ryggen på en mus eller en amatør, en skidespræller, et hundehoved og bare ligger: alt småt som stort varetager han for os.
– Vi kan ikke holde til at se med guds øjne, men kærligheden til næsten og i den personlige kærlighed, der både kan, bør og skal vi da. For det er jo hinandens liv og fremtid vi har med at gøre .Og den bliver derefter, hvis ikke vi behandler hinanden ordentligt. Hjertet bliver tillukket, troen på mennesker dårlig og så videre.
Hvorom alting er bliver det anstrengende at forholde sig til andre personligt - i nøjagtig samme grad som vi selv måtte føle os anstrengt ved at forholde os personligt til vores eget liv. Man skal bare huske, at det er derigennem livet høres. - En af grundene er, at man kan føle sig ensom i livet, når man opdager, at ingen er som en selv og man således er helt alene i verden. For det er jo dét man opdager i mødet med den anden. Opdager at man føler en masse, men at ingen måske synes at føle det samme. Den følelse tror jeg Niels Bertrams Mor er rigtig bange for. Jeg tror ligefrem hun jagter den: den eneste ene i følelsernes forening. Det skal hun ikke være. Hun skal lære den at kende istedet for. Som hjertet er stillet søger det omvendt, sålænge det ikke kender vejen. Jagten udefter den eneste ene er angsten for den eneste ene i hjertet; angsten for gudsfrygtigheden, altså angsten for kærligheden. Angsten,begærets væsen, når det ikke kender sig selv i hjertets favntag.
– Hun skal lære den at kende, for derigennem vil hun kunne se Niels Bertram og måske mig.
Se at alt der her, den handling der er involveret, som jeg håber I kan høre og mærke i hjertet som Niels Bertrams – se, at det ganske vist er mig, mit personlige livs indsats i forhold til at gøre godt for andres liv, for Jeres, for Niels Bertrams og hendes. Men også se, at den søde, rare, gode Jens, som hun ikke tændte på var nødt til at forholde sig ydmyg til sine evner og ikke uden videre kunne folde sig ud personligt, fordi han vil fylde alt for meget, stjæle for megen opmærksomhed fra andre, synge for højt, være en person, der ville opfattes for god til at være sand – men ikke er det: Jeg er ikke for god til at være sandfærdig! En person, der ville kunne for meget af det gode og derved ikke ville kunne være i fred i social sammenhæng. Fordi det er tiltrækkende over ikke al forstand, men manges – og derfor heller ikke vil en tilværelse som rockstjerne, forfatter, sanger, musiker, kunstner, der fører berømmelse med sig, hvis han kan undgå det. Ville stilles anderledes med sine evner. (Men heller ikke ville kunne være i fred, hvis ikke han elskes sådan, velvidende, hvad evnerne er - på trods af sin fortids svingom med dem – hvis ikke han elskes sådan, som et menneske i livet med sit at byde på). Fordi talenter er uforløsende og tidspilde, hvis ikke basen er iorden og kan rumme noget af det. Den skal først og være iorden i hjertet for livet.
Ikke vil den slags begærstændende roller, fordi de ikke bærer livet, men forbruger det, afvikler det, lyver for sig selv hele vejen. Ikke spreder sand glæde og forståelse, men har travlt i sit eget verdensliv, blindt. Livet kan kun udfoldes med troen i hjertet gennem en tilværelse med dets arbejde og gøremål, at elske hinanden derved. Se at det både er normalt og unormalt originalt, ligesom det er hos andre på deres måde – som hende selv. Andre har måske bare ikke erkendt det personligt og kan derfor ikke tro som forstå kærlighedens betydning i og for livet.
Se at Jens fornægter sine talenter, eller søger at finde afbalanceret plads til dem i en helt almindelig tilværelse, fordi han ikke kan fornægte sit kreative behov uden at fornægte sig selv som person, men altså sjældent giver sine talenter fuld skrue, fordi det er noget andet, der betyder mest for ham. Og at energien skal den vej.
Og det håber jeg nu I har hørt, så Niels Bertrams Mor kan høre det, før sorgen for alvor kommer i vækst på sine små ben. Jeg kan ikke byde ham det. Men der er vej med dette forsøg, hvis vi høres i hjertet. For jeg er ikke sur, vred eller fuld at sorg – jeg lider afsavn, ja, og har ikke ønsket, at livets energi skulle gå i lange tekster, men til ham og Niels Bertrams Mor. Sorgen den er der kun, når han er på weekend, men den er ikke blot min, hvorfor jeg selvfølgelig tager ansvar for ham med glæde. Har I hørt det, forstår I nu, hvad der betyder mest for Jens (og Niels Bertram, måske Niels Bertrams Mor?)
Kærligheden til livet med de unikke mennesker, man forbindes med, troen på deres kærlighed i hjertet for et ordentligt liv, det smukke indeni, der skal frem i skoen – og glæden ved at kunne give af sig selv, de erfaringer ens liv har gjort med talentdyrkelsen, kundskaberne, osv. I netop den hjemlige sammenhæng. Fortælle livet livets historie, sætte den i arv, blive helbredt for sjælenes dårligdomme, svulsterne, ad den vej, arbejde - deltage sammen omkring livets gøremål, bekræfte sig selv som andre personligt, lære nye sider at kende og se det hele som handling til livets bekræftelse af sig selv som værdigt, værdifuldt, udviklende væsen. Se verdensudviklingens håb gennem et liv ført i sandfærdig kærlighed, i glæde ved sandheden omkring livet – så livet ved, hvor det høres hjemme. (Som jeg har arbejdet med det hele tiden, men som skræmmer andre ved sin fastholdelse og sigte, fordi det koster legemet, når det ikke bekræftes i sin indkorpurerede, kropslige kærlighed på personlig vis).
BILAG FOR TIDEN
”Overintelligens”?
- den irriterende tid at være sat uden for døren ind til sit liv i Roskilde som indtil videre må indrømmes ved at forstå og spørge ind til sandheden: om det er mig, der fejler noget, som jeg føler det stukket skoen og ned i Niels Bertrams hjerte?
Det, overintelligent, har jeg aldrig følt mig. Men som tiden går og erfaringer taler deres mere eller mindre tydelige sprog bliver det jo nødvendigt med en betegnelse, så andre kan forholde sig til én. Og den er kanske ikke helt gal i byen? Den månedlige konsultation hos psykiateren kunne sidst oplyse mig om, at der ikke var nogen tvivl om, at jeg var intelligent. Det var helt klart en af mine af stærke ressourcer som han sagde det. Efterfølgende måtte han så foreslå mig en psykologtest, hvis det ellers var muligt at finde ud af, hvem der skulle betale. Der var en problematik som han sagde, men det var ikke sikkert kommunen mente, jeg var syg nok. - Og så vil de samfundsnaturligvis ikke betale.
Nej selvfølgelig ikke. Jeg føler mig heller ikke syg på nogen måde, jeg er bare som menneskeperson mere opmærksom på, at troen på kærligheden til livet skal stilles ret: forholdet mellem det personlig hjerte i ens livserfaringer og såvel vor kulturs menneskelige livsbillede, troens som også vores samfundsloves ordsamling og virke. Fordi det har betydning for fremtiden: personligt, livsmæssigt og samfundsmæssigt. Fordi, der er magt bag de ordsamlinger i virkeligheden, samfundets og livets og som det danner hjertet. – I kender det hjerte fra Jeres liv og tid, halvfjerdserne, det kan ikke pas’ andet? (Det hed peace, love and understanding – hvor den sidste måske haltede lidt for meget efter. Jeg var tidlig bevidst som, tror jeg, også Niels Bertrams Mors egentlige hjertes sanser).
Og jeg tror at kende en løsning, som ikke er en løsning, men livet i forløsning af det gennem Niels Bertrams Mors og min tid, personligt med Niels Bertram og Jeres velkomne deltagelse. – Men som altså i samfundstiden, og som ung, måske vil betragtes som sygelig, fordi tiden ikke kender sig selv som menneske af tiden i forhold til livets orden. - Der er noget jeg holder fast i som I kender. Og som i Jeres indre liv måske også er en bekymring: personligt, livsmæssigt og samfundsmæssigt. Jeg har det med og Niels Bertrams Mor har det med i sit hjerte, men det er ikke sikkert hun kan være ved det; det personlige i såvel livets som samfundets ånd. Det er hjertet der taler, I må skønne på det og med dét hos Jer som det giver sig selv.
Nå, men psykiateren var fornuftig i forhold til mig og kendte sin begrænsning. Det er da humor! Jeg har det ok - bortset fra at jeg må leve udenfor min kærlighed, fordi den høres hjemme hos Niels Bertram og Niels Bertrams Mor. Men det er også nok, rigeligt at bære.
Og derfor selvfølgelig hverken må, vil eller skal slippe den kærlighed – ikke kan afsluttte den, livets åbenhed i dets ordenskald for hendes og Niels Bertrams liv – ikke kan afslutte den, når hjertet hos mig, får besked som det gør: Giv det en chance og smid dine egne kvaler bort, det er det du både kan og skal for livets skyld, Niels Bertrams og Niels Bertrams Mor, brug dit lys, men brænd det ikke i begge ender som tidligere. Barnet og – ikke det, der følger med som noget man bare må tage med – nej, Niels Bertrams Mors person, hendes gode hjerte med hendes familie som den nu måtte være eller blive med opripning eller ej.
Men omvendt véd jeg jo godt, at Jesus, Gud, Kærlighed, Personligt liv og hjerte, Børn, Familie og livet med dét som det væsentligste – at det altsammen måske ikke længere er i så høj kurs. Sådan at forstå, at det er usædvanligt i sin rene vilje hos mig. Måske ikke i sin ydre magten, men hvem er ren dér – hvis ikke det indre sanses, ses, forståes og troes hos de mennesker, man er iblandt? Men personligt på én gang på jorden som i himlen i forhold til andre, som man resten af sine dage vil være forbundet med dem og påvirket af dem. – Nej ikke i sin ydre magten, men på én gang i verdens søle med sit liv i livets billede: fysisk, kødeligt, men dér hjerteligt jordnær.
Vi kan ikke undvære en højere magtforståelse i livet – og det er ikke staten eller et system og dets organisationer. Og det er bestemt heller ikke vrede eller fornuftsmagten. Det er kanske usædvanligt hos mig, men dét er afhængigt af, hvordan det høres. Forhåbentligt høres det som et underligt under ganske som livet selv ved sin forpligtelse i kærlighedens navn.
Jeg blev rørt af min psykiaters initiativ, uden at vide, hvad der følger – men alene fordi han tog initiativ på mine vegne. Han var god i hjertet! Han hørte hjertet i min historie. Og efter sigende kan han give mig ”værktøjer”, så jeg bedre kan leve med såvel andres som egne begrænsninger som menneske, tror jeg. Vi får se.
Vigtigere er det imidlertid at forstå, at jeg aldrig har følt mig som overintelligent. Aldrig har værdsat det som noget egentlig personligt anderledes, for sådan er jeg jo bare og har altid været. Og den megen kærlighed i mit liv blandt så mange forskellige mennesker har jo ikke fejlet noget. Jeg har trivedes hele vejen med de bump, der altid er. Det eneste tidspunkt, jeg sådan set har følt mig ramt og måtte bruge de psykologiske termer, som man skal huske på ikke kan bruges til at forstå livet, men som det desværre er svært at få pillet ud af folks selvforståelse, som jeg kunne ønske for dem, fordi den giver selvmisforståelse (fornuftsprogenes makværk i hjertelivet) – eneste tidspunkt, hvor de termer kom ind i mit liv, ja det var så overanstrengelsen på universitetet, som jeg har fortalt jeg om. Der blev det fysisk i hjernen og det kan man ikke tænke eller forstå sig fra, fordi ”apparatet” jo er beskadiget. Jeg isolerede det så godt jeg kunne som livet måtte gøre førhen.
Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at jeg som sådan aldrig har følt mig overintelligent. Altså ikke har knyttet identitet ved det som sådan. Ikke dyrket det i mellemmenneskelig sammenhæng, medmindre de andre kunne tåle gearet – men her røber det sig så kanske? Ikke hævder mig selv ved det, men kanske opfattes som sådan, netop fordi jeg således er overintelligent, bare aldrig har tænkt nærmere over det. Bare har handlet derud fra. Og så bliver man kanske ked af det, fordi man stikkes noget i skoene, man ikke har i hjertet i sine handling. Jeg ved det ikke, men jeg tror det heller ikke – for det intelligente er jo kærlighed, at elske livet og gøre og bruge det til noget, som det skrider frem og ikke stikke af fra dets livsbekræftende orden! Jeg er ikke overintelligent, det er Kærligheden der er overintelligensen – livet ført og dannet i troen på kærlighed til sine medmennesker. Hvis samfundets professionelle betragter dét som overintelligent siger det vel mere om samfundets og dets eksperter end om mig.
Men således er overintelligent, måske, jeg ved det ikke, det giver bare god mening – netop ser følelsers virkelighed i et langt mere omfattende perspektiv end så mange andre. Kanske? Evnen til at føle, empatiske evner er lige så store hos mig som de intelligente, hvis man kan sige det sådan? Det hænger harmonisk sammen hos mig som hos andre, men er bare udvidet som en ballon, der kan pustes op, når der er brug for det. Og derfor har jeg altid følt mig normal blandt alle mulige forskellige mennesker. Hvad der måske ikke er så normalt. – Normalt indtil undtagelsen begynder at bekræfte reglen, at dem jeg er iblandt ikke udvikler sig på samme måde med det vi/man er sammen om, ikke erfarer det samme, får det samme med. Jeg udvikler mig med tingene på flere niveauer, intelligensmæssigt og følelsesmæssigt og er forsåvidt ikke låst fast på nogen måde, medmindre jeg selvfølgelig bliver ramt fysisk, som jeg har beskrevet det for Jer, ikke har fuld adgang til mine ressourcer. Når tiden så er ovre, som alle samarbejdsprojekter jo nærmest er før eller siden – men som jeg ikke kan se, at de måtte være på livets område! - så sorterer og pakker jeg de erfaringer, jeg kan bruge til at komme videre på.
Så jeg er med andre ord glad for, at mit hjerte har fulgt med hele vejen, at intelligensen ikke er blevet matematisk, men livsbevendt og praktisk anlagt. Jeg er glad for, at jeg ikke tror på skriften i biblen, som jeg aldrig har læst, fordi der ligesom ikke var nogen grund til det, naturen skulle nok fortælle livet, hvad der var rigtigt og forkert, hvordan det skulle tro og så videre, for sådan erfarede jeg det jo i min opvækst med de grundliggende naturlige forhold i livets orden. – Ikke tror på budskabet, men siden fandt ud af, at jeg kender det, sanser det, hør det, ser det ske i folks liv. Og derved tror det. Men som tiden jo så er blevet også føler, at jeg må bekræfte det lidt hos dem, i folks liv, sanseligt, livsbevendt, dannelsesmæssigt til deres livs forståelse af sig selv - hvor jeg skrider frem, de mennesker, jeg er i selskab med eller forbundet med.
Se, det lyder let og selvhøjtideligt, men sådan er intelligensen, når den beskriver sig selv som menneskeperson med fornuften. Sådan ser det ud derfra. For på den anden side, den empatiske, følelsesmæssige: det er alt det andet jeg har behandlet i dette brev, det alvorlige om livets fremtid. Og som jeg står ved i livets alvor, sandhed og lidelse med glædens lys og Jens med fanen.
Mit hjerte er forbundet med min intelligens og giver derfor de store livserfaringer, de store lidelser og de store lidenskaber – og sansen for livets formål og forpligtelse, hvordan det gøres bedst alt taget i betragtning og på sigt.
At blive svigtet i hjertets sager resulterer i en udvidelse af min intelligens, så overintelligent eller livserfaren, det kommer ud på et og det samme, når hjertet er med og ved, hvor det høres hjemme. Står ved det så godt som det fysisk, menneskeligt og hjerteligt muligt kan. Det er da bare menneskeligt normalt.
Det sølle hos overintelligente
- nok en undersøgelse: hvad kan jeg sige om det i den forstand, at der findes opfattelser og oplevelser af det ”overintelligente” som sølle, hvad der uden tvivl gør!
Det sølle, der ellers måtte være, hvis jeg skal prøve at forstå mig selv som sådan. Hvad jeg nu måtte vide og indse hos mig selv og har set hos andre i fornemmelse af deres intellekt. Det sølle hos ”overintelligente” kommer af deres vished omkring deres livserfaringer, at de alt for ofte har ret. Ser rent og bliver bekræftet i det gang på gang. Og det kan være svært at bære, kan være depressionsgivende i forhold til det omlæggende samfund. Andre mennesker.
At være ”overintelligent” er ikke en psykologisk forsvarsmekanisme, men et naturfænomen, der udvikler sig hele livet igennem. Og ved sig derfor også ud af tingene, videre – fortsat livsbekræftende. Men det naturfænomen findes hos alle i en eller anden udstrækning. Overintelligente har måske bare mere af det – hvilket så imidlertid kan holde dem nede i forholdet til tidens social sammenhæng, fordi folk frygter systemernes hårde hånd for meget eller forkert, frygter normerne, fremfor at frygte gud, være gudsfrygtige, ydmyge i livet. - Men tør de overintelligente tro på hjertet hos sig selv, så kan de måske også løfte den sociale sammenhæng lidt op, give den et bedre udsigtspunkt. Ikke altid dukke sig i hensyntagen til, hvad andre forstår og ikke forstår – hvilket egentlig ikke er særligt overintelligent, men ganske almindeligt og forfærdeligt normalt i vores kultur. Den overintelligente har det måske bare sværere med den hensyntagen, fordi han kan se en anden vej ud for de involverede liv. En vej, der ikke fortsætter den selvfornægtende og således livsfornægtende ånd. – Jeg tror stadigvæk at intelligens er sans for kærlighed i livet som det leves i tilværelsen. Og overintelligens: Kærligheden.
Den selvfornægtende vej som er mange menneskers egentlige psykologiske problem, folk vænner sig til aldrig at rejse sig op – men også fordi selvstændigheden tages fra dem ganske tidligt; umyndiggørelse hedder det vel. – Man skal ikke altid dukke sig i hensyntagen: Det er ikke holdbart for ens eget ”overintelligente” liv. Men så må man rejse sig op blandt de mennesker man er sammen med, sige fra, sige ud, tage konsekvenser, men også erfaringen med det. Og gøre det med næstekærlighed. For det er heller ikke altid holdbart i deres liv, dem man rejser sig iblandt, at de skjuler sig bag uvidenhedens uskyldige facade: det kunne jeg da ikke vide eller jamen det er der da aldrig nogen, der har fortalt mig. Hvad folk nu kan finde på at sige, for på den måde at undgå at tage deres eget liv alvorligt som et medmenneskeligt fænomen, men istedet søge at slippe udenom, springe over, hvor gærdet er lavest, give sig selv løgnagtige grunde for sine handlinger. Undgå at indrømme sig selv som liv i livet, der også skal tænke selv, gøre noget selv. Ikke stikke af i afmægtighed i forhold til sig selv; det er ikke selvstændighed, ikke godt til ens liv fremover. - For så sker der for alvor ting og sager i samfundslivet endsige familielivet. - Det er efter min bedste overbevisning som I efterhånden må have hørt mit hjerte være stillet ikke holdbart, hvis livet skal bestå som noget, der også kan være ovenpå med hjertet i behold, bestå som noget, der har lært noget selv og ved at skulle noget. At noget hos én selv, i ens selvopfattelse skal gøres for livets skyld – så handlingerne ikke bliver derefter, ned ad bakke for én selv i den medmenneskelige omgivelse. Og dermed arven som miljøet.
Det sølle hos ”overintelligente”, hvis man overhovedet kan bruge det udtryk - står f.eks. i modsætning til ”sinken”, eller ”bare et menneske”, der af dårlig opdrag, opvækst, for lidt kærlighed ikke kan følge med. Sakker bagud af mere ”almindelige” psykologiske, men netop, på trods af det psykologiske fornuftsprogs forvrængning af sandheden i hjertet, menneskelige grunde. Der er forskel på bag-grundene.
Men det sølle ligner hinanden hos den overintelligente og sinken, de kan begge gå i stå. Sinken kan ikke forstå og står og ser længe på noget – den overintelligente står på samme måde, men ser dybt ind i det han ser. Samtidig med, at han ved dét fokus, fastholdelse af blikket ser og mærker, hvordan livets følelsesliv, for hans vedkommende, men ikke blot hans – han kan skelne følelser; sig selv som liv fra naturen som liv, fra andre som liv – hvordan sanseligheden under et stiller sig i forhold til det han på denne måde måtte være faldet i staver over. Sinken er mere korpulent, fysisk i sine kræfter, fordi livet skal kunne stå imod alt det han ikke forstår, men han er dermed også kortsigtet. Den overintelligente bruger ikke sin fysik til at stå imod, men til at erkende fortiden som det fremtidssættende, det egentlig bestemmende og tager sig således sine forholdsregler. Han eller det overintelligente véd mange for det nærværende liv umiddelbart ligegyldige ting, f.eks.: En lov sættes i værk – ti år efter mærker livets krop resultatet, hvad loven er i konflikt med, hvad den ikke har taget højde for - eller hvad den forløser, giver os lovhjemmel til ikke længere at skulle bekymre os om i livet, tænke og føle. Sådan kan det overintelligente mærke og se i forvejen. En forsynsglæde til andre, en forsynssorg der vil ske. Noget, der afhængig af hver enkelt livs sanden henad vejen, som det modtager det. Fra ord til virkelighed i livet i livet.
Når intellektet går i blodet, så er der naturligvis meget mere hjerne, for blodet går jo langt tilbage, helt tilbage til livets begyndelse, ned gennem aberne og deres følelsesliv, helt ned til cellen: måden hjertet deler sig på, (hvis ikke det muteres) – og vupti op igen som livets selvforståelse, selvindsigt som det i sandhed foregår i livsvækst og med kærlighed dertil.
Den overintelligente ved noget om autisten. Og Niels Bertrams Mor har samme overintelligente evne, altså ikke autistens - som også Svigerfar, vil jeg tro, heller ikke autistens - hun har bare aldrig ligesom brugt den eller lært den at kende. Og det er synd for hendes eget hjerte, hendes forståelse af sig selv – og giver uheldige projektioner, fordi den virker og blander sig, når man ikke kender den. Det er den samme sans som den, der for mange naturfolk er afgørende, kan fortælle dem at stormen er på vej, før der overhovedet er det mindste tegn derpå – hvad der imidlertid altid er, det er bare øjenkrogens sansning. Eller hjertets,, livets mange sansefornemmelser på én gang; vi har trods alt været her i mange år, så mon ikke vi kender og mærker såvel jordens som vejrets og omgivelsens bevægelser i grove træk i det mindste. Der er ingen hokus pokus, blot energimæssige begræsninger – hvorfor energiens kanalisering i forholdet til livet er livsafgørende. Og således altså: kærlighedens sprog og dømmekraft i det personlige liv.
Men jeg svarede ikke på det egentlige sølle. Det sølle opstår, når den store livserfaring ved at have sanset således gennem livet – ikke finder anvendelse, virke, bekræftelse i forhold til det almindelige liv, vi alle har brug for og som jo er givet med samfund. Er samfundet og tidsånden en anden vil det være andre persontyper, der vil blive personligt ramt på deres intelligensevne, måske. - Eller man må søge i samfundet, for at finde et sted, en sammenhæng, hvor ophobningen af livserfaringer kan finde anvendelse. For de kan ikke tilsidesættes, fordi hjertet er og gives med personens egne erfaringer i livet i den forstand de indrømmes. Altså medmindre man vil tilsidesætte dét – og det kan man jo så prøve at se, hvordan spænder af.
– Jeg ønsker ”bare” at omsætte den store livserfaring til stor kærlighed gennem et godt liv med et hjem som base. Forsåvidt jeg er overintelligent, så gælder dens område og sans livets bevægelse i lykkelig udviklende kærlighed – og selvfølgelig derfor også de mange mindre lykkelige, der findes, som Niels Bertrams Mors, mit og Niels Bertrams er i fare for at blive et godt eksempel på. Det handler om at indstille sig indvendigt, se og mærke livet gennem livet i forhold til dets altid nærværende og forpligtende dannelse af sig selv – mærke det som forbilledet for barnets hjerte og sanseevne deraf. Altså et almindeligt liv, men med livets hjerte på rette sted, vide og mærke hvor det sidder imellem os - men som ikke kan ses uden at kende sit eget i livsnaturens historiske orden. I Glædens lys.
Tænker man på autisten som en endnu mere overintelligent, så tror jeg konflikten for vedkommende er, at intelligensen blander sig i følelseslivet på en sådan måde, at følelserne ikke kan komme til udtryk, ikke kan omsætte den følelse, der søges tilfredsstillet til en bekræftende handling. En handling, der symboliserer følelsen, signalerer til modtager, hvad vedkommende ønsker, har brug for, etc. Istedet bliver følelsen til en sanselig koncentration af indre billeder, hvorved kroppen må stå stille eller banke hovedet ind i et eller andet, hvad de nu gør.Vi kender eksemplerne, autisten behøver ikke tælle, hvor mange tændstikker der er, han ser det bare. Det er et synseksempel. Forstiller vi os nu de massive kroplige følelser, følesansen giver os, så kan man vel også godt forestille sig, hvad der må ske. Der er ikke nogen genstand for kroppens følelser, at kanalisere sig ud ved – i det tempo. Det går for stærkt indvendigt, men blokerer omsætningsmekanismerne udadtil. Velfungerende mennesker begynder at græde, hvis ikke de sidder fast deroppe.
Og det kan jo så også ses som forklaring på, at jeg ganske vist kan udtrykke mine følelser, men når det skal foregå via tasterne, istedet for gennem tilværelsen med Niels Bertram og Niels Bertrams Mor – ja så skal der mange ord til. Der er åbent for sluserne – men de massive kropslige følelser er jo ikke mine, men afstedkommet ved den behandling mit liv har følt ved det skete og måden det er sket på. Men jeg må tage ansvaret for dem og det gør jeg så som beskrevet, sandfærdigt i hjertet med håb for vores såvel som Janes og Niels Bertrams liv.
Det er alt sammen grader, energiforskelle, og vi kender faktisk alle sammen situationer eller områder, hvor vi kunne tale om overintelligens, eller f.eks. intuition. Nogen siger mirakler. De, om man så kan sige ægte kunstnere er mennesker, der ikke kan eksisterer uden at udtrykke sig, udtrykke de følelser de har i sig. Eller får det skidt, hvis det udelukkes af deres liv. Men det er fordi de ikke forstår, at den ægte kunst er livets egen og at de skal fortsætte det ved sine bånd – og ikke blot fortsætte tilværelsen, selvom den hører med; karriére er ikke vigtigst, etc. Og dér kom jeg så tilsyne med min personlige kreativitets ønskekanalisering – som samtidig er pligtens, barnets, kærligheden til Niels Bertrams Mor og udviklingen dermed, det udtryk, den historie, den fortællling kan blive til.Vende hjem til livets gøremål, stille og roligt – være i livets egen kærlighedskunst, fordi kunsten væsen er gennemskuet hos mig, har været det længe, men som er svær at forstå for andre. Derfor troen! (Og der er ingen grund til at være bange, for det er en sindsbevægelse, en livserfaring afstedkommet via den begrundede følelese af fadersvigt i livet, der er færdig, erfaret, sluttet bevidst hos mig, men som vi alle dybest set kender på hver vor vis – ingen grund til at være bange, fordi den er gennemskuet og derfor kan blotlægges for Jer. Jeg er kun et lille menneske, der elsker som sådan – men kan hive erfaringen ind, når det gælder livet, kærligheden og min søn. Det er skræmmende i en tekst, men det er livet hos os alle. Og derfor tror jeg, at vi gør bedst ved at holde os til livets naturlige orden, justere os ind på hinanden med troen på hinandens kærlighed og forsætte på den måde, hvor svært det umiddelbart end måtte lyde. Det ér vejen: Hør hjertet synge livets klokker kime som ånden den kommende tid, der skal indrømme Niels Bertram i vores sande hjerte!).
Udtryksmuligheden. Af samme grund får det ”almindelig menneske” det imidlertid dårligt, fordi de er bange for at udtrykke sig og altså omvendt ikke kommer af med deres følelser. Og således stiller dem hos den anden, ser dem i den anden; følelserne kommer ud gennem øjnene, man ser de mennesker i omverden, hvor man selv er i sit liv. Derfor er det vel heller ikke unormalt, at forskellige terapiformer handler om at udtrykke sig, male eller tegne – gøre noget sanseligt med kroppen, der omsætter følelser, man har i sig, men som man måske ikke vidste, at man var bedre tjent uden at have dér. Fordi de jo vokser og bliver til knuder, stiller sig imellem mennesker og blokere næstekærlighedens mulighed, begærets osv.
MEN FORELSKELSEN
Skal man tænde personligt på dét, som man skal og som er forelskelsen: at tænde på personen. Som jeg gør det på Niels Bertrams Mor, den hun er indeni – så skal hun se, at min person ikke kan komme ud til hende, når hun ikke kan komme ind til sig selv og være der, tror på sig selv der som sin egentlige person. For det er der, i livets gang, man kan se og mærke, hvor meget og hvor lidt tid man har. - Og man må tro sig der, når der ikke er tid til at være der. Vende tilbage til sig selv dér. Det er båndet. Sagt med andre ord: forelskelsen for livet er forelskelsen i personens eget hjerte som det frø, der kan blomstrer i kærlighed og ved troen på den – og ikke ved så meget andet, der selvfølgelig også kan få én til at le og forlyste sig. Og det skal blandt andet forståes i forhold til hendes og Niels Bertrams og mit nuværende livs alternative fremtid.
At være overintelligent med blokering af adgang til hjertet i sin livserfaring, sådan har Niels Bertrams Mor kendt mig og samlet mig op. Sådan var mit Jens-hjerte i fare. Normaliserings-mekanismen i ballonudvidelsen og dens sammentrækning var beskadiget, den som tuner organismen ind, finder bølgelængden i forhold til den anden. (Og så al det om Niels Bertrams Mor, som der også må være noget om). Jeg har aldrig været så sølle før i mit liv, men var dog på vej op i vished om at det ville tage år at stige op fra fortidens dybder; som jeg på én gang måtte skjule, men også udvirke - fordi ingen i mit nærværende Roskilde-socialmiljø kender de erkendelsesmæssige bevægelser man skal kunne som forskerkandidat på samfundets vegne. - En velstuderet arbejdsrolle, der psykologisk set havde fået for meget magt over mit hjerte og som jeg selv forsøgte at indstille ordentligt. Som bondeben jo gør. - I må tro jeg er skør, men nej, i skulle bare vide, hvordan livet ser ud på indersiden blandt samfundets ledere og top, hvordan deres livsforstående hjerte er stillet og bliver stillet ved at kravle socialt derop – dvs. bliver fortrængt uden de véd det. Det ses på deres familier, men det er jo normalt! Livslyset, solen fra min barndom ville ikke slippe mig, jeg blev ved at se livets dannelse klart som folk blev mere og mere specialiserede og begrænsede som man skal, bare ikke i forhold til livet, når det er stillet unikt og kender det, kan se en funktion, et behov blandt folk for netop at lære at kende det sådan. Det der kravler op ad ranstigen, det er ofte forstillelsen i forhold til, hvad der egentlig tjener livet og dets fremtid – det, der i glæden ved sandheden er godt til det!
Den blokering er væk som I kan høre – og derfor gælder ingen af de erfaringer og billeder Niels Bertrams Mor har af mig rigtig længere. Derfor kan jeg nu bedre forstå Niels Bertrams Mor og at det hele ikke kun skyldes mig. De dårlige erfaringer, urimeligheder, billeder jeg har af Niels Bertrams Mor, de får ikke lov til at tage bolig i hjertet, selvom skuffelsernes arbejde selvfølgelig kan komme. Forsoningens tid. Men det afhænger af Niels Bertrams Mors indrømmelse af sig selv og Niels Bertram – og alt det jeg har været inde på: at hun kan gøre det. De dårlige erfaringer med hinanden bør, men kan også overvindes, når man ser fremtiden ret foran sig. – Hvilket ”hjerte” har hendes erfaringer af mig, den søde, rare, gode Jens hun ikke tænder på taget bolig i? Niels Bertram er der stadigvæk.
Der skal mere til at tænde end papir – men ad den vej, der må ske om gud det vil: i livets barnehjerte kan høres opstå, når, hvis og såfremt Niels Bertrams Mor sander hendes livsmulighed for fremtiden, hører det i sit eget hjerte som i mit og i Niels Bertrams – og Jeres. Så er vi alle sammen hjemme igen.
Det handler ikke først og fremmest om at tænde på hinanden – som Niels Bertrams Mor udtrykker sig - men at tænde lys i hinandens hjerte for livets skyld. For derved tænder man af sig selv som hinanden på hinanden personligt, i kærlighedens forståelse for fremtiden. Og jeg tror og håber, at den hjertesanden, jeg med dette brev måtte have tændt hos Jer allerhøjest tænder Jer så meget af, at lyset bryder frem, så vi sammen kan finde hjem i barnetroens hjerte. Var vi bagud indeni er vi dermed ovenpå igen. Åbenlyst for fremtiden beder jeg for Niels Bertram og gør mig klar i dens kommen.
Må tiden arbejde for os alle og Gud være med os voksende som Niels Bertram i al evighed!
DE KÆRLIGSTE HILSNER JENS, Niels Bertrams far, skulle I være i tvivl.
PS: - Må den eventuelle kvalme ved den personlige intimitet blive til livsforståelse i det menneskelige hjerte for Niels Bertram. Kommer tid, kommer råd! – Hils den sande Niels Bertrams Mormor, som må kunne forstå. Og tag Jer godt af Svigerfar P som forælderforbillede indtil videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar